Svineprisen modstår prispres

Danish Crowns svinenoteringen er uændret denne uge - og har dermed foreløbigt stoppet tilbagegangen.

Danish Crown holder fast i en afregning på 9,00 kr. pr. kg for slagtesvin og 6,10 kr. pr. kg for søer.

Dét er på trods af, at Danish Crown melder, at den mere dystre stemning fortsat hænger truende over det europæiske marked for fersk svinekød.

Op mod jul måtte svineprisen tage store tæsk - og gik fra 9,60 kr. til 9,00 kr. over to uger.

"Situationen lige nu er meget typisk for årstiden. Der er en relativ højt udbud af kød og en afdæmpet efterspørgsel efter jule- og nytårsperioden. Det medfører helt naturligt et pres på priserne", fortæller Søren Tinggaard, der er underdirektør i Danish Crowns eksportafdeling, i en pressemeddelelse.

Priserne på kamme og skinker siver, og specielt skinkerne ligger lavt i markedet lige nu, melder Danish Crown.

"Indkøberne holder sig på den ene side ikke tilbage for at presse priserne ned, mens vi omvendt arbejder på at holde priserne oppe", siger Søren Tinggaard.

Til landene udenfor Europa er der en stabil afsætning til både Kina og Japan.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle