
Det er rent gætværk og spekulation. og frem for alt er det ikke i orden, at Danish Crown-direktør Kjeld Johannesen offentligt udtaler sig om den pris som Ticans andelshavere får for salget til Tönnies.
Det mener en ærgerlig formand for Thisted-selskabet Jens Jørgen Henriksen.
»Jeg forstår ikke Kjelds (Johannesens, red.) udmelding. De spekulationer er udtryk for utidig indblanding. Han gætter på forhold i Tican,« siger Tican-formanden og tilføjer:
»Jeg udtaler mig ikke om økonomiske forhold i Danish Crown, og slet ikke spekulativt. Det er det, han har gjort.«
Kjeld Johannesen udtaler i onsdagens udgave af Nordjyske, at Ticans andelshavere vil tabe »i nærheden af 400 mio. kr.« på, at fusionen med Danish Crown ikke kom igennem, og i stedet har valgt at sælge til tyske Tönnies.
Jens Jørgen Henriksen afviser blankt at ville kommentere på tallene - både hvad angår Kjeld Johannesens tal for et muligt ’tab’ og på, hvad prisen for Tican egentlig bliver.
»Det er ikke på plads endnu,« konstaterer han med henvisning til, at den tyske slagterikoncern i de kommende uger skal gennemgå Ticans bøger i en såkaldt due dilligence, før en endelig salgspris kan fastlægges.
Relaterede artikler
Kommentarer