Tyske priser på slagtesvin overrasker

Noteringen for tyske slagtesvin holder stand trods udbrud af afrikansk svinepest i Belgien, der har lagt pres på markedet.

Prisnedturen for tyske slagtesvin er bremset. Noteringen formår ifølge Danske Svineproducenter at forblive på 1,40 euro pr. kg svarende til 10.43 kr.

Det må betegnes som en præstation, ikke mindst set i lyset af udbruddet af afrikansk svinepest i Belgien tidligere på måneden, der blandt andet fik den belgiske slagtesvinenotering til at dykke 101 øre på en uge.

»Den tyske slagtesvinenotering er i stand til at stabilisere sig i denne uge og fortsætter ikke med at rasle ned. Udbuddet af slagteklare grise stiger og nærmer sig den psykologisk vigtige grænse ved en million slagtninger per uge. Denne grænse har ofte været årsagen til en prisnedtur de seneste år.

Det vil således ikke være usædvanligt for denne årstid, hvis nedturen fortsætter i de kommende uger, fordi den tyske slagtesvinenotering typisk først stabiliserer sig i uge 41 til 43, når slagteriernes efterspørgsel stiger i forhold til julen«, anfører Danske Svineproducenter i en markedskommentar.

Der er også modvind på kødmarkedet efter begivenhederne i Belgien.

»Tyske markedsinteressenter beretter, at belgisk svinekød kommer med dumpingpriser på markedet og sætter priserne under pres. Desuden hører man, at de store tyske slagterier forsøger at minimere deres lagerbeholdning, dvs., at de vil tømme deres frysehuse.

Slagterierne frygter, at man ikke kan afsætte disse produkter til en rimelig pris, hvis afrikansk svinepest kommer til Tyskland.

Derfor reducerer de slagtningen og øger således endnu mere prispresset på det tyske marked«, lyder det fra Danske Svineproducenter.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle