Ung driftsleder: Slagtegrisene har drillet i et år - nu har vi fundet årsagen

Af Simon Wulff Sørensen - fortalt til Stig Bundgaard

Siden min seneste blog fra først i februar er svinenoteringen steget ganske pænt, efter mange måneder på et lavpunkt. Det er trist, at ikke alle har kunnet vente på, at det vendte.

Når det er sagt, er det jo sådan svinenoteringen er: Vi ved, at det altid vender efter en dårlig periode.
Desuden ved ingen, hvordan noteringen ser ud om tre måneder.

Der er alt for meget usikkerhed. Brænder høsten sammen som i 2018? Stiger kornprisen til 400 kr.? Hvad med Ukraine?

Ovenstående er også gode grunde til, at vi til dagligt ikke går og regner på eller spekulerer i, om vi skal ændre strategi, i de perioder hvor noteringen dykker.

Helt med eller helt ude

Vi holder fast i vores strategi: Enten er vi fuldstændig med, eller også er vi ikke med. Og for at vi ikke er med mere, skal der immervæk en lavere notering til end for de fleste, fordi vi er 100 procent selvforsynende med korn.

Der er flere muligheder for at gøre tingene anderledes på kort sigt om nødvendigt:  

Vi kunne vælge at skære ned på produktionen af slagtegrise. Det ønsker vi dog ikke, fordi vi vil stå ved vores aftale med vores mangeårige smågriseleverandør og vores fælles andelsselskab Danish Crown.

Vi kunne også vælge at sælge vores hjemmeavlede korn til de nuværende høje priser i stedet for at putte det gennem grisene. Hvis vi sparede på foderet, tror jeg dog at jeg ville lægge overskydende korn på lager, hvilket vi har kapacitet til - for det kan jo være at en stigning i noteringen venter om hjørnet.

Trods den lave notering den seneste periode har jeg fastholdt en høj slagtevægt på omkring 87-88 kg i snit, fordi vi har et lavt foderforbrug og er selvforsynende med korn. Jeg ved, at konsulenterne anbefaler en lav slagtevægt på godt 80 kg, og at mange producenter leverer grise på 83-84-85 kg til slagt.

Vi skal vaccinere mod Lawsonia

Vi har fået resultater fra sokkeprøver og blodprøver, og det ligger nu fast, at den seneste tids problemer med diarré skyldes atypisk Lawsonia.

De første symptomer optrådte i april 2021, og set i bakspejlet burde jeg nok have gjort noget mere for en afklaring. Men det er jo sådan, at mange ting i grisestalden går i sig selv igen efter en måned eller to, og det havde jeg vel også troet på her, men det skete altså ikke.

Vi ser de første symptomer hos grisene efter 6-7 ugers vækst, så det er store grise på ca. 80 kg, der bliver ramt. Det sker nogenlunde samtidig med, at frontløber-grisene i stien skal leveres til slagteriet.

Prøverne afslører, at Lawsonia kan spores hos vores slagtegrise første gang et par uger efter, vi har modtaget smågrisene fra leverandøren. Det er tæt nok på, at det er usikkert, om bakterierne bliver bragt med over fra leverandøren.

Det skal en række prøver hos leverandøren nu klarlægge, og vi forventer resultatet om to-tre uger.

Løsningen er temmelig sikkert, at vi nu skal til at vaccinere mod Lawsonia. Hvem der skal vaccinere, og hvordan fordelingen af udgifter til vaccinen bliver mellem os og leverandøren må vi se på, når resultaterne fra de sidste prøver er indkommet.

Ingen grund til at pive

Selv om vi har problemer med Lawsoina, ved jeg også godt, at jeg ikke skal pive, for produktionsøkonomien i 2021 har været bedre end i et normalt år. Ligesådan er produktionstallene ganske gode med hensyn til blandt andet foderforbrug og tilvækst.

Jeg er alligevel lidt irriteret, for med måske halvdelen eller en tredjedel af grisene ramt har Lawsonia helt sikkert koste noget på tilvækst og foderforbrug.  

Uden for staldene er det blevet forår. Vi har fået kørt gylle ud, og markerne til vårsæd er for længst køreklare. Inden længe sætter vi såmaskinen i jorden til såning af 100 hektar med vårbyg.