Ung leder af grisestald: Jeg var alt for sød - og gik ned med stress med et brag

Af Marie Noes, daglig leder - fortalt til Stig Bundgaard

Jeg har tidligere været sygemeldt i knapt et år fra min stilling som driftsleder her på Tilsbæk.

Jeg har været tilbage et par år nu som daglig leder, men jeg skal stadig passe på ikke at ryge tilbage i samme rille, der var med til at jeg blev syg.

Jeg ved, at andre - især unge - ledere på bedrifter og i andre virksomheder rundt omkring oplever de samme udfordringer, som jeg har været ude for, og derfor vil jeg her fortælle om et forløb, hvor jeg gik ned med stress, og nu efter benhårdt arbejde er tilbage på job i en sundere hverdag.

Top-down ledelse

Jeg startede på Tilbæk i 2017 som farestaldsmedarbejder.

På det tidspunkt var min oplevelse, at vi havde en daglig leder, som praktiserede top-down ledelse. På arbejdspladsen havde vi et hårdt og negativt arbejdsmiljø, hvor medarbejderne blev gjort til modspillere og ikke medspillere.

Den daværende leder blev efter et stykke tid opsagt.

Jeg havde mod på at kaste mig ud i en driftslederstilling, og jeg syntes at det måtte kunne gøres bedre, end det jeg havde oplevet, som efter min opfattelse var tæt på at nå bunden. Og så er det jo nemt at gøre tingene bedre.

Jeg blev ansat som driftsleder på Tilsbæk, og jeg gjorde det helt sikkert også bedre end min forgænger.

Problemet var blot, at jeg gik for meget i den anden grøft: Jeg var alt for sød og praktiserede ledelse fra den totale flinkeskole.

Jeg tog enormt meget ansvar på mine skuldre. Det var min opgave alene, at tingene skulle lykkes. Det var i virkeligheden at gøre de ansatte en bjørnetjeneste, for sådan kunne det ikke fungere i længden, hverken for mig eller medarbejderne.

Jeg havde flere udfordringer som leder.

For det første manglede jeg både resurser og redskaber til at fordele arbejdsopgaverne og finde det niveau for arbejdets kvalitet, vi skulle ligge på. Det tog tid at pejle sig ind på. Her manglede jeg især sparring.

Dertil kom at, at vi i medarbejdergruppen ikke var godt kørende med stabile kernemedarbejdere. 

På grund af min tilgang med ledelse i flinkeskolen betød det, at jeg overpræsterede i en lang periode ved at passe både mit eget farestaldsjob og lederopgaverne samt alt det medarbejderne ikke kunne nå.

Dertil kom, at arbejdsopgaverne ikke var sat i system, og at vi ikke var medarbejdere nok.

Tilsbæk har en besætning på 900 søer, og producerer årligt ca. 27.000 stk 30 kilos grise.

Jeg gik ned med et brag

Efter en periode på cirka et år som driftsleder gik jeg i foråret 2019 ned med et brag. 

Jeg havde ikke mere at give af og blev syg.

Op til min sygemelding havde jeg både været på praktiske ledelseskurser, og jeg havde haft tilknyttet en ledelseskonsulent, der alt sammen skulle støtte mig i stillingen. Men det var ikke nok.

Symptomerne var kommet snigende. Jeg har en meget høj arbejdsdisciplin, og jeg slæber mig derfor afsted, uanset hvad, for ingen skal komme og sige at jeg ikke præsterer.

Nu sov jeg stort set ikke, og jeg fik især ondt i ryggen, fordi jeg hev mig selv afsted til arbejdet. Jeg fik migræneanfald, feberagtige rysteture og rigtig meget kvalme.

Op til de fysiske symptomer begyndte at vise sig, havde der helt sikkert være nogle mentale symptomer som mangel på overblik, at jeg ikke kunne mærke mig selv, dårlig hukommelse og mangel på tilstedeværelse, fordi jeg konstant udførte brandslukning.

En morgen var jeg så dårlig, at jeg lå ude på badeværelset og kastede op. Jeg ringede til lægen og spurgte hvad jeg skulle gøre. Jeg fik besked på at ringe til min arbejdsgiver og fortælle, at jeg ikke kom de næste tre måneder.

Folk omkring mig havde tidligere luftet over for mig, at jeg måske lige skulle drosle ned. Men nej, jeg tænkte, at jeg er ung og rask, og så jeg må bare tage mig sammen. Kom nu. 

Jeg vidste godt, at alt ikke var i orden, men alligevel har man jo en idé om, at det ikke er noget der sker for én selv. Og så ville jeg virkelig gerne lykkes. Men jeg havde en for snæver opfattelse af, hvad det vil sige at lykkes, for jeg ville aldrig kunne lykkes under de daværende rammer. Det turde jeg bare ikke se. 

Jeg har hørt et tilsvarende stress-forløb fra to kvægbønder, der på Svinekongressen ærligt fortalte deres historie: Det her kan jeg sagtens, jeg er en frisk ung mand, og stress er da noget for kontormus og pædagoger.

Tilbage på job igen

Aftalen med ejer blev en sygemelding, fordi jeg ikke kunne mere, og han overtog mine opgaver som driftsleder.

Jeg prøvede efterfølgende at hjælpe til over telefonen med at fortælle, hvad jeg plejede at gøre, hvad udfordringerne var i kommende uge, hvor mange grise vi skulle levere og så videre.

Min telefonhjælp stoppede dog hurtigt, for jeg kunne ingenting og tussede bare rundt i morgenkåbe som en zombie.

Umiddelbart efter min sygemelding blev der ansat to nye medarbejdere, begge var kærester til ansatte og ville gerne passe grise. Vi har egentlig haft en politik om ikke at ansætte kærestepar, fordi det betyder at der kan smutte to medarbejdere på én gang, hvilket gør virksomheden sårbar. Men her var ikke andet at gøre.

Den næste tid prøvede jeg at samle mig selv op og få en normal rytme og et normalt liv.

Efter de tre måneders sygemelding begyndte jeg stille og roligt og med en langsom optrapning på jobbet igen som driftsleder, dog minus nogle af de opgaver, jeg havde haft tidligere, men som jeg ikke havde kompetencer eller tid til at udføre. Det gjaldt fx salg af grise, koordinering af foderproduktionen, poltemanagement samt noget manuelt arbejde i stalden.

Sideløbende med min tilbagekomst til jobbet var jeg igennem et forfærdeligt forløb med jobcenteret i forbindelse med at jeg skulle have udbetalt sygedagpenge. Det var helt klart forværrende for min situation.

Selvfølgelig skal man levere det, jobcenteret forlanger, fordi man får penge udbetalt, men hele menneskesynet fra den aktuelle sagsbehandler var ikke sundt for mig i den daværende situation. Hvis jeg er så uheldig at jeg en dag skulle blive sygemeldt igen, vil jeg hellere tage et lån end at skulle presses ned i de kasser, jobcenteret på daværende tidspunkt praktiserede.

Det gode ved jobcenteret var, at jeg i forbindelse med optrapning af timetallet på Tilsbæk fik tilbudt og gennemførte et såkaldt metakognitivt kursus. Det handler om at få nogle redskaber til at håndtere bekymringer og problematikker. Det var fint og med en dygtig terapeut, der gav en masse tricks til dagligdagen. 

På Tilsbæk fravænnes ca. 30 grise pr. årsso.

Sygemeldt igen

Min tilbagekomst til Tilsbæk var dog uden den store succes, for intet havde ændret sig.

Der manglede struktur på opgaverne, og oven i havde jeg store udfordringer med flere medarbejdere, deraf nogle internationale, der enten ikke ville samarbejde eller også manglede de respekt for mig, for der er jo ikke noget der hedder stress i Østeuropa.

Det betød, at jeg var dårligt stillet som driftsleder, og det skulle der arbejdes med. Man kan heller ikke bare lige udskifte en stor del af medarbejderne. Det er enormt belastende og resursekrævende for en virksomhed, for lederen og for de ansatte.

Jeg havde mentale skyklapper på i forhold til produktionsresultaterne, og jeg så det som min primære opgave at få passet de her dyr, uden jeg og medarbejderne blev slidt helt ned.

Resultatet blev i sidste ende, at jeg efter et halvt år tilbage på job igen gik ned med stress. Jeg måtte sygemelde mig tre måneder igen.

Konsulent ansat som driftsleder to dage om ugen

Efter de tre måneders sygemelding var jeg tilbage på job igen 1. april 2020.

I mellemtiden var der i januar 2020 blevet ansat en konsulent som driftsleder. Keld kom to dage om ugen og overtog ledelsen i stalden. 

Jeg begyndte med at komme på job nogle halve dage, gik længere op i tid og havde en flydende funktion, hvor jeg passede primært farestald og supplerede med de opgaver, jeg var specialiseret i. Jeg var for en start ikke daglig leder, for rollerne skulle defineres, og det tog lang tid og var ikke nemt. 

Målet var at jeg skulle op at køre igen, og at Keld skulle få resultaterne op igen, men hvad var næste mål så?

Svært at lave arbejdsbeskrivelse

I dag er jeg daglig leder i stalden.

I forhold til dengang jeg startede på lederstillingen og til i dag er der ikke nogen af de ting, jeg gjorde dengang, som jeg ikke gør nu.

Forskellen er at jeg nu kan dele ledelsesansvaret, og jeg har kontinuerlig og relevant sparring. Det handler om, at det er en fed følelse at stå med det hele selv - men det er også tungt, og til tider meget ensomt. Med den nye ledelseskonstruktion er vi to om at løfte opgaven, og jeg står aldrig alene.

Vi har brugt lang tid på at definere min stilling som daglig leder. Vi har prøvet at lave en arbejdsbeskrivelse ad flere omgange, men det er bare rigtig svært med den her type job. 

Nu er vi kommet frem til, at jeg stille og roligt skal gøre de ting, jeg gjorde tidligere, fordi jeg er rigtig god til det, når det gælder om at optimere rutiner, indgå som ferie/sygeafsløser og generel personaleledelse.

Vi skal bare graduere min indsats i forhold til at der skal være den fornødne tid til ledelse og planlægning, så jeg ikke ender i det samme spor der endte ud i stress.

Smågrisene sælges ved 30 kilo.

Struktur skaber stabilitet

I foråret 2020 skiftede vi en medarbejder ud, fordi vedkommende arbejdede mod teamet og ikke med teamet. Sidan da har vi haft en stabil medarbejdergruppe bestående af ukrainsk og dansk arbejdskraft. Det kører godt, det er fedt, og alle er glade for at gå på arbejde.

Vi har over de seneste måneder arbejdet med at få mere struktur på forskellige ting.

Det gælder eksempelvis at få klare retningslinjer omkring ferieafholdelse. Dette har været turbulent i corona-tiden, hvor ingen ville holde ferie, når alt var lukket ned. Nu har vi aftalt spilleregler for hvornår og hvor lang tid man må holde ferie, og alle har underskrevet retningslinjerne. Det giver en følelse af, at det er et fælles ansvar at få tingene til at gå op i en højere enhed, og ikke alle mod alle. 

For mig er det også afgørende, at vi i dag har fået struktur på arbejdsdagen, og vi har skemaer, så alle ved hvilke opgaver de har ansvaret for, hvilken dag det skal gøres, og at man har pligt til at sætte en eventuel afløser godt ind i opgaven.

Vi har også fået ugetavle og årshjul kørt godt ind, så vi får delt tingene ud og det ikke lander i en klump.

Det kan virke som basale ting, men det er altså vigtigt at italesætte, hvilket kan være svært, når man som mig endnu er ung og skal lede medarbejdere, der er ældre end mig selv. Dertil kommer, at man ikke kan komme uden om, at kvinder har en anden position i den østeuropæiske kultur end herhjemme.

Ovenstående skal køre af sig selv, og det har taget lang tid at komme derhen. Jeg har ikke haft kompetencerne til at kunne klare det alene. 

Sammenligner jeg perioden fra dengang jeg fik stress og til nu er den vigtigste ændring, at vi har udvidet ledelsesteamet med Keld, der i mellemtiden er blevet medejer, så vi tilsammen udgør et virkelig stærkt hold, der har kunnet skabe et stærkt medarbejderteam. 

Medarbejderne tager mere ansvar for deres arbejde, for besætningen, for hinanden, og de har tillid til hinanden og os. Det er kun alarmanlægget, der ringer uden for arbejdstiden.

Vi har fået vendt både kulturen og tonen på arbejdspladsen. Det gør vi meget for at fastholde, så vi kan have en fed arbejdsplads i mange år. 

FØLG DIN MAVEFORNEMMELSE

Hvad har jeg så lært af det her forløb?

Da jeg begyndte som driftsleder, havde jeg ikke ledelseskompetencer til at varetage jobbet. Jeg havde heller ikke mulighed for at erhverve dem, og jeg skulle klart have haft mere hjælp. Men det er på den anden side svært at vide, hvor grelt det er, når man står i det, for så er det jo hverdag.

Når det gælder kommunikation, er det afgørende, at alle er villige til at række ud efter hinanden. Har man ikke lyst til det, eller ikke kan, duer det ikke.

Jeg skulle vende en meget negativ stemning og kommunikationskultur på en arbejdsplads. Det var benhårdt, og kræver nogle ledelsesmæssige resurser som jeg i hvert fald ikke havde på det tidspunkt.
Hvis man vil undgå at komme i en situation, der kan udvikle sig til alvorligt stress, er min erfaring at man så tidligt som muligt skal følge sin mavefornemmelse.

Spænder man i maven hele dagen, er der noget galt. Så skal du bede om hjælp, og blive ved med det indtil du får det. Får du ikke hjælpen, skal du sige fra i forhold til at fortsætte i samme spor.

For hvis du ikke får hjælp, er der kun en vej, og det er lige ud over kanten. Som regel vil man måske nok komme helskindet igennem alligevel, men man skal bruge længere tid på at puste ud på den anden side. Det er også vildt hårdt, og enormt skadelig for både dig selv og for din hverdag.

I sit første lederjob er man særlig sårbar. Jeg var så våd bag ørerne, som jeg kunne blive, men jeg havde masser af gå-på-mod og masser af gode intentioner, og det kom jeg faktisk langt med.

Dengang havde vi heller ingen strategi eller ledelsesvision for bedriften, udover at vi skulle have 540 grise ud over rampen pr. uge, og at vi skulle overholde Antonius-kravene. 

I dag er vi godt på vej, vi har en arbejdsplads med en vision om at lave glade grise med hjertet, og det skal smitte af i alt, hvad vi gør. 

Der kan selvfølgelig være lortedage, men der skal være markant flest af de gode dage.

Og den absolut vigtigste regel jeg har lært er, at uanset hvor skidt man selv har det, er der ingen undskyldning for at behandle sine medmennesker dårligt.