Ung leder af grisestald: Vi er stolte - flot pris blev fejret med smørrebrød og bowling

Blog fra grisebedriften: Tilsbæk fik i november tildelt Landbrugets Arbejdsmiljøpris 2022, og det blev grundigt fejret. I staldene er gyltene testet positiv for blodparasit - og det er træls, men også en befrielse, for det forklarer, hvorfor indsatsen for at øge pattegriseoverlevelsen ikke er lykkedes godt nok.

Af Marie Noes, daglig leder - fortalt til Stig Bundgaard

Her i vinterperioden har vores medarbejderstab i grisestalden, som i resten af landet, været hårdere ramt af sygdom end normalt for en dansk vinter med corona, influenza og lungebetændelse.

Vi har heldigvis klaret os godt igennem, uden at det er gået ud over produktionen.

Vi har en rigtig god medarbejdergruppe med stor vilje til at bidrage til at få gjort tingene til den standard, vi ønsker.

Syge på skift

På en eller anden måde har det været sådan, at de ansatte har været rigtig gode til at være syge på skift. I den værste periode var der kun et par dage, vi var oppe på at mangle to af de seks grisepassere.

Det gælder om at finde en balance i forhold til den standard af arbejdet, vi ønsker. De ansatte skal ikke gå på arbejde, når de er syge, og dem, der er på arbejde, skal hjem i rimelig tid samtidig med at grisene selvfølgelig skal passes ordentligt.

Vi har til daglig en meget høj standard for rengøring, og hvis vi er nede på mandskab, vælger vi derfor at springe over fx fejning eller rengøring af medicinkasser. Det sker der ikke noget ved i en uges tid.

Betingelsen er, at vi igen kommer tilbage til standard, når vi er fuldtallige, så vi kan bibeholde et ordentligt arbejdsmiljø.

Beærede over Arbejdsmiljøpris

I november fik Tilsbæk tildelt Landbrugets Arbejdsmiljøpris 2022 på delegeretmødet i Herning.

Vi fik tildelt prisen bedømt ud fra en helhedsvurdering af arbejdsmiljøet, det vil sige brug af værnemidler, medarbejdertrivsel samt gode arbejdsforhold i form af for eksempel lyse stalde.

Det er vi meget stolte og beærede over. Det er et stort skulderklap, når andre i branchen synes, at man gør det godt. Og det er dejligt, at de ting, vi arbejder med, har en værdi. 

En sidegevinst ved et godt arbejdsmiljø er, at medarbejderne er glade for at være her, og de er glade for at komme på jobbet, fordi de føler sig set og hørt.

Vi kunne desværre ikke have alle ansatte med til prisuddeling i Herning. Der er fire timers kørsel hver vej, og der skulle stadig passes grise, så en del af medarbejderstaben måtte se med på et videolink.

Med prisen følger 25.000 kr., og dem brugte vi på en bowlingaften. Derudover fejrede vi den officielle prisoverrækkelse med smørrebrød.

Vi har haft flere besøg af et arbejdsmiljøudvalg, som skulle bedømme os som kandidat til prisen, over de seneste to år. En af de ting, de syntes, vi skulle gøre bedre, var sikkerhed omkring svovlbrinte ved bagskyl af vores drægtighedsstald. Den optimale løsning ville dog kræve en ombygning, og vores praksis blev også bedømt til at være den bedst mulige ud fra vilkårene. 

Nu gælder det om at holde sig på toppen. Vi ved alle godt, at når noget er irriterende og bøvlet, er det let at vælge det fra - som fx ansigtsmaske og briller der dugger.

Arbejdsmiljø er også kultur

Jeg arbejder især med områderne psykisk arbejdsmiljø og brug af værnemidler.

Her er det vigtigt at sørge for, at kulturen er god, så medarbejderne hjælper med at minde hinanden om at bruge værnemidler, og så det bliver en fælles opgave at passe på sig selv.

Det er vigtigt at italesætte det hele tiden, og at gøre værnemidlerne let tilgængelige, og at det er præcis den type som passer til arbejdsopgaven og medarbejderen. Der er mange forskellige typer masker, og hvis man selv er med til at vælge den, man helst vil bruge, så "committer" man sig også i højere grad til at få den brugt.

Vi bruger også de situationer, hvor det kunne være gået galt, eller hvor der er sket uheld, til at præcisere, hvad vi forventer af medarbejderne i forhold til brug af værnemidler, og at de skal være opmærksomme i deres arbejde. 

Jeg kan kun opfordre andre grisebedrifter til at gøre en indsats for arbejdsmiljøet. Det er nemmere, end man tror, og selv de mindste ting kan have stor betydning.

Medarbejderstaben fejrede Arbejdsmiljøprisen med bowlingtur.  

Gylte testet positiv for blodparasit

I november havde vi besøg af en svensk farestaldskonsulent med det formål at øge pattegriseoverlevelsen. 

På konsulentens anbefaling begyndte vi at fodre vores to soracer (Topigs og DanBred) forskelligt, at tildele mere redebygningsmateriale og lige efter faring at tjekke om søerne lægger sig rigtigt i forhold til pattegrisene.

Her i januar kan vi konstatere, at fravænningsvægten er øget med 1 kg, nok på grund af den ændrede fodring, og overlevelsen er steget lidt. Det går i den rigtige retning, men ikke nok, og vi er ikke tilfredse.

Efter besøget af den svenske konsulent har vi formentlig fået opklaret, hvorfor resultaterne ikke er gået vores vej.

Gyltene er nemlig blevet testet positive for en encellet blodparasit, Mycoplasma suis. Jeg er ikke stødt på parasitten før, men har læst mig til, at den er meget almindeligt forekommende i blandt andet Tyskland.

Symptomerne, vi oplever, er dårlig malkbarhed hos søer, dårlig trivsel for søerne og generelt et dårligt immunforsvar hos alle grise. Heldigvis er vi sluppet for akut blodmangel før faring, som er et andet almindeligt symptom. 

Det er på den ene side rigtig ærgerligt, at vi har fået en blodparasit ind i besætningen. På den anden side er det en befrielse, fordi det giver os en forklaring på, at vores indsats for at øge pattegriseoverlevelsen ikke for alvor har givet resultat. Lige meget hvor godt, vi havde gjort det, ville vi ikke være kommet i mål.

Gyltene danner ikke antivirus, og derfor behandler vi nu alle søer med et specifikt antibiotikum tre uger før faring. Mycoplasma suis smitter via blod, så vi har indført en skærpet opmærksomhed på kun at bruge én kanyle pr. so i sygestalden. 

Vi ved ikke, hvor parasitten kommer fra. Nu får vi analyseret blodprøver fra poltene for at se om det er kilden.

Mavesår aftager    

I min seneste blog i november fortalte jeg, at vi havde fået konstateret mavesår hos 25 procent af søerne. Det er alvorligt.

Som konsekvens har vi ændret foderet til en grovere formaling, og roepiller er tilsat som strukturfoder - for det er klart, at grisenes sundhed er ekstremt vigtig for vores produktion

Mit generelle indtryk er, at ændringerne i sofoderet har hjulpet, for vi har nu færre utrivelige søer. De søer, vi har fået obduceret, har haft arvæv fra gamle mavesår, men de har ikke friske mavesår. 

Vi har besluttet, at vi fremover kun vil en have én polteleverandør mod to i dag. Derfor kommer vi nu til at køre 100 procent med Topigs-søer.

Gevinsten forventer vi dels er en lavere smitterisiko, dels at Topigs-søerne har en højere egenfravænning på 0,5 gris pr. kuld. Vi forventer ca. 2 færre levendefødte grise pr. kuld for Topigs, men til gengæld er fødselsvægten højere, og det tror vi på vil kompensere tilstrækkeligt.

Vi vil have dødeligheden ned, og det skal kunne lade sig gøre, selv om vi har 100 procent løsgående søer i farestalden. For mig er det essentielt, at søerne kan passe deres egne grise selv i videst muligt omfang.

Dette er sidste blog fra Marie Noes og Tilsbæk i denne omgang. Gris Online siger tak for de mange interessante beretninger fra grisestalden.

Faktaboks

Marie Noes

  • Daglig leder i svinestalden på bedriften Tilsbæk, Slangerup i Nordsjælland, blogger til Svin Plus.
  • Tilsbæk er ejet af Michael Nielsen
  • Arbejdet på bedriften siden 2017. Uddannet på Kalø Landbrugsskole og produktionsleder fra Vejlby. Dertil kommer supplerende lederkurser.
  • Seks fuldtidsansatte i stalden
  • Produktion af Antonius-grise siden 1998. 900 søer, årligt salg af ca. 27.000 stk. 30 kgs grise til tre aftagere
  • Nøgletal 2020: 30 fravænnede grise pr. årsso, pattegrisedødelighed til fravænning 20,2 procent, sodødelighed 8 procent, fravænning efter 5 uger, daglig tilvækst for klimagrise 460 gram, dødelighed for klimagrise 1,6 procent
  • Hjemmeblandet foder.
  • Markbrug: 1.000 hektar i driftsfællesskab med nabo, heraf er 250 økologisk, med produktion af foderkorn og salgsafgrøder

Emneord PLUS, Top2

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle