Vietnam ruller ASF-vaccine ud til alle landets griseproducenter

ASF-vaccine bliver kommercielt tilgængelig i Vietnam i løbet af februar, siger vietnamesisk vicelandbrugsminister.

En vaccine mod afrikansk svinepest bliver nu rullet ud til alle griseproducenter i Vietnam.

Den vietnamesiske vicelandbrugsminister, Phung Duc Tien, har på et møde 31. januar i Hanoi proklameret at en vaccine mod afrikansk svinepest i løbet af februar 2023 vil blive kommercielt tilgængelig for griseproducenter i hele landet.

Det sker efter, at test af 600.000 doser af vaccinen, Avac Asf Live fra firmaet Avac Vietnam, på udvalgte grisefarme har vist høj effekt mod sygdommen.

Stikprøver har således vist, at cirka 93 procent af de vaccinerede grise udviste immunologisk respons. 

Det rapporterer flere lokale netmedier, blandt andre Saigon News og Vietnam News.

På mødet fremhævede vicelandbrugsministeren, at effekten af Avac-vaccinen fortsat skal monitoreres meget nøje, især på mindre bedrifter som ikke nødvendigvis praktiserer højeste grad af smittebeskyttelse.

Han fastslog også, at myndigheder, vaccineproducent og griseselskaber skal tilbyde praktiske vejledninger til grisefarmerne hvad angår dosis og tidsinterval for brug af vaccinen.

Vietnam har tidligere, i juni 2022, givet tilladelse til test af en anden ASF-vaccine, Navet-AsfVac fra firmaet Navetco. Disse afprøvninger blev dog suspenderet i august på grund mistænkelige dødsfald hos vaccinerede grise.

sbu

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle