Grise-chef: Hold fingrene fra ukrainske fodermestres løn

Landmænd, der overvejer at benytte særloven for ukrainere som genvej til at sætte ukrainske fodermestre ned i løn, skal overveje det nøje: De vil skade hele landbrugets omdømme, advarer sektorformand Erik Larsen. - Men fodermestrene er blevet alt for dyre, mener mælkeproducent.

Vi skal holde de aftaler, vi har indgået med vores ukrainske ansatte, og de skal have den løn, der er aftalt. Vi skal ikke bruge en ulykkelig krigssituation til at forhandle lønninger ned.

Så skarp er tonen fra sektorformand Erik Larsen, Landbrug & Fødevarer Gris.

Han frygter, at økonomisk trængte husdyrproducenter vil forsøge at presse ukrainske fodermestre ned i løn efter det seneste lønhop, der er trådt i kraft 1. marts, og som bringer de ukrainske fodermestres minimumsløn op på knap 30.000 kroner om måneden. Det kan i givet fald ske, ved at fodermestrene skifter deres nuværende opholdsgrundlag ud med ophold efter særloven for ukrainere.

I følge særloven skal ukrainske krigsflygtninge aflønnes på linje med danskere og andre EU-borgere.

Det vil sige med fri aftaleret og individuel lønforhandling mellem arbejdsgiver og lønmodtager.

Hold aftalerne!

Men en aftale er en aftale, understreger Erik Larsen. Og billedet af et landbrug, der har vist meget stor omsorg for sine ukrainske medarbejdere, vil krakelere, hvis landmænd begynder at udnytte den særlige krise-situation til at presse ukrainske medarbejdere over på en lavere løn end den, der er aftalt og fastlagt i fodermesterordningen.

Mange griseproducenter har det hårdt for tiden og har svært ved at se det rimelige i, at en ukrainsk fodermester skal have næsten 30.000 kroner som startløn?

- Ja, men vi har nu engang nogle arbejdsretlige regler og dem står vi os ved at overholde. Først og fremmest må vi ikke trykke lønnen i den nuværende situation, det vil give et helt forkert billede af dansk landbrug, siger Erik Larsen.

’Sæt dog lønnen ned!’

Henrik Dalgaard, mælkeproducent i Vesthimmerland og næstformand i Agri Nord, er ikke enig med Erik Larsen.

Han har selv syv ukrainske medarbejdere, heraf fem fodermestre, og mener, lønnen under fodermesterordningen er kommet op i et urimeligt niveau med de næsten 30.000, der nu er startløn for fodermestre fra tredjelande, uanset om de kommer lige fra 12 måneders praktik eller har lang erfaring.

- Det svarer til lønniveauet for en udlært tømrer og vil helt sikkert få nogle landmænd til at sige deres fodermestre op for at ansætte nogle andre. Jeg savner sammenhæng i tingene, når vi nu gerne vil hjælpe ukrainerne: Lad dog dem, der er her, blive her og få deres familier herop, og sæt så lønnen ned i stedet for, at vi skal være nødt til at jage dem væk, fordi vi ikke har råd til at have dem, siger Henrik Dalgaard. - Det behøver kun tage to minutter at beslutte.

Henik Dalgaard mener, at 23.000 kroner om måneden vil være et passende lønniveau ’i forhold til det danske arbejdsmarked’.

Faktaboks

Sådan skal ukrainere under særlov aflønnes

  • Ukrainere, der søger om ophold efter særloven, er ligestillet med danske statsborgere med hensyn til løn- og ansættelsesvilkår.
  • Det betyder for landbrug uden overenskomst, at løn- og ansættelsesvilkår aftales individuelt og frit mellem arbejdsgiver og medarbejder.
  • Det anbefales, at løn- og ansættelsesvilkår følger det, som øvrige medarbejdere med tilsvarende kvalifikationer får.
  • Det har stor politisk bevågenhed, om arbejdsgivere misbruger den nye lovgivning til løndumping af eksisterende ukrainske medarbejdere.
  • Kilde: Lisbeth Skodborg Larsen, Løn- og HR-rådgiver, Sagro.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle