Griseformand bekymret for ASF-udvikling i Tyskland

Udviklingen i afrikansk svinepest i nabolandet Tyskland bekymrer, L&F Gris- formand.

Torsdagens oplysning om at der er fundet afrikansk svinepest i et vildsvin tæt på den tambesætning, der for et par uger siden blev smittet med afrikansk svinepest, bekymrer formanden for L&F Gris, Erik Larsen.

Der er tale om et spring på 80 km.

”Det viser desværre, at der ikke er styr på afrikansk svinepest i Tyskland”, siger han. 

Han sætter fortsat sin lid til at de danske forholdsregler med vildsvinehegnet og obligatorisk vask ved grænsen er tilstrækkelige til at holde sygdommen ude af Danmark, men kommer alligevel med en henstilling til sine kolleger og til alle jægere.

”Drop vildsvinejagt. Det er en unødig risiko at løbe, uanset hvilket land man rejser til”, siger Erik Larsen, der opfordrer til også at droppe jagt på hjortevildt.

Han understreger videre, at det i denne situation er vigtigt, at alle svineproducenter gør hvad de kan for at minimere risikoen for at afrikansk svinepest kommer til Danmark.

”Alle svineproducenter skal tjekke både vaskecertifikat og ved selvsyn konstatere, at udenlandske biler er forsvarligt rengjorte”, lyder det. 

I mandags erklærede landbrugsminister Till Backhaus ellers, at der ikke var tegn på afrikansk svinepest i vildsvinebestanden omkring gården i Rostock-distriktet, der er ramt af afrikansk svinepest. Men det viste sig ikke at holde stik. 

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle