Griseformand vil diskutere andelsselskabernes polstring

Skal landbrugets andelsselskaber udvide deres forretningsområder uden for landbruget? Det mener Jeppe Bloch Nielsen, formand for Danske Svineproducenter, ikke.

Hvor meget bør andelsselskaber polstre sig? Skal andelsselskaber flytte fokus fra grovvarer til andre forretningsområder?

Det er nogle af de problematikker, som Jeppe Bloch Nielsen rejste i sin formandsberetning for Danske Svineproducenter.

Han trak en historisk ramme op om andelsselskaber ved at referere til dannelsen af Horsens Andels-Svineslagteri tilbage i 1887, hvor der ifølge griseformanden var strid om størrelsen på det beløb, som slagteriet kunne holde tilbage som driftskapital. Dengang måtte bestyrelsen bøje sig, men Jeppe Bloch Nielsen antydede, at det ikke er tilfældet nu.

- Jeg synes, vi savner en grundlæggende diskussion om vores andelsselskaber. Vi har lige læst, at DLG vil lægge forretningen om. De vil flytte fokus fra grovvarer til byggeri og energi. Det er problematisk, fordi de mange milliarder, der skal investeres, er landmændenes penge og siden etableringen af slagteriet i Horsens har vi diskuteret med vores andelsselskaber, hvor stor egenkapitalen skal være, fremhævede han.

Jeppe Bloch Nielsen stillede sig ikke tilfreds med den grad af polstring, som andelsselskaberne lægger for dagen.

- Vi får gentagne gange smidt i hovedet, at selskabet skal være stærkt og have mere end 30 procent i egenkapital for at kunne stå imod og investere. DLG investerer nu langt uden for landbrugets kerneområde for vores penge. De har åbenbart allerede glemt Kongskilde – men det var jo også bare vores penge, de soldede væk. Det er ikke meget bedre, at Danish Agro er blevet maskinhandlere, sagde han og fortsatte:

- Nu må vi stå sammen og finde den rette vej for vores andelsselskaber. Det er dine og mine penge, som direktørerne leger med for at skabe politisk korrekthed omkring regeringens syge mål om bæredygtighed.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle