Grisenotering bliver holdt i ro trods stigende efterspørgsel

Østeuropæere vil gerne købe dansk grisekød, men vil ikke betale den krævede pris.

Danish Crown oplever en stigende interesse fra østeuropæiske aktører, som vil købe dansk grisekød. Men de priser, som de vil betale, matcher ikke altid Danish Crowns krav.

Så på trods af at der er kommet godt gang i det europæiske marked for fersk grisekød og en julehandel som fylder mere, fastholder slagterigiganten noteringen for slagtegrise på 12,40 kroner pr. kilo. Den har dermed ikke rykket sig ud af stedet siden slutningen af august. 

Noteringen for søer bliver ligeledes fastholdt på 7,90 kroner pr. kilo for tredje uge i træk.

- Det er nedgangen i antallet af slagtninger i særligt Tyskland og Polen, som lige nu sætter sit præg på markedet. Henvendelserne fra aktører i Østeuropa, som vil købe dansk kød, er højere end tidligere, men de priser, som de vil betale, matcher ikke altid vores krav. Det ændrer ikke på, at efterspørgslen er stigende, og det er positivt efter en periode, hvor forbruget i Europa har været vigende, fortæller Mads Stougaard, der er markedsdirektør i Danish Crown, i en pressemeddelelse.

Kina køber ind til nytår

Eksporten af frosne varer ud af Danmark er også god, og ikke mindst kineserne køber lige nu varer til fejringen af det kinesiske nytår, som i 2023 falder i slutningen af januar

Det er med til at tage toppen af udbuddet i Europa.   

- Kineserne fylder mere nu, end de har gjort de sidste 18 måneder, men det er hverken de samme mængder eller til de samme priser, som vi hentede hjem, da eksporten til Kina toppede. Det ændrer ikke på, at det er med til at stabilisere priserne i Europa. Det store spørgsmål er, hvordan salget til Kina og resten af Asien kommer til at se ud i det nye år, men det er desværre umuligt at spå om på nuværende tidspunkt, siger Mads Stougaard.   

 

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle