Grisenotering forbliver uændret for syvende uge i træk

Også i næste uge får griseproducenterne 13,80 kroner pr. kilo grisekød.

Noteringen på slagtegrise følger fortsat ikke med de høje temperaturstigninger i sommervejret over hele Europa.

For mens eksempelvis den tyske notering er i hopla og i går steg til over 18 kroner pr. kilo, må de danske griseproducenter fortsat spejde efter stigninger i noteringen.

I næste uge fastholder Danish Crown for syvende uge i træk noteringen for slagtegrise på 13,80 kroner pr. kilo.

Noteringen for søer forbliver ligeledes uændret på 13,20 kroner pr. kilo.

Sommervejret har godt nok løftet efterspørgslen i Europa. Men omvendt er det trange tider på de asiatiske markeder, hvor priserne sætter sig.

- Forbrugerne i særligt Polen og Tyskland tager for sig af grillprodukterne lige nu, og det understøtter efterspørgslen på grise i de to lande på den korte bane. Det betyder også, at vi får bedre priser for vores varer i Europa, men desværre opvejer det kun de fald, vi ser i Asien, siger Mads Stougaard, der er markedsdirektør i Danish Crown, i slagteriets ugentlige markedsberetning.

 

 

Frosne varer er udfordret

De ferske varer sælges godt i øjeblikket, og efterspørgslen på særligt nakker, bove og mørbrad er rigtig god. 

Salget af frosne varer er til gengæld udfordret, og derfor prioriteres det selvsagt at sælge så meget som muligt ferskt.

Aktiviteten i Asien er igen faldende, og det rammer eksempelvis priserne på de klassiske Kina-produkter som hoveder, tæer og haler.

- Det er som altid svært at gennemskue, hvad der præcist sker i Kina. På den ene side er der noget, der tyder på, at de kinesiske forbrugere ikke bruger helt så mange penge som tidligere. Eksempelvis er mængderne af oksekød, der eksporteres til Kina fra Sydamerika, stærkt nedadgående i øjeblikket, selv om priserne har sat sig en hel del. Omvendt kan dette også skyldes et stort udbud af kinesisk grisekød, som er billigere end oksekød, men ingen kan lige nu komme med et klart svar. Uanset hvad der er årsagen, så betyder det desværre lavere priser på vores varer, siger Mads Stougaard.
 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle