Grisenoteringen er uændret - asiatiske købere tøver

For anden uge i træk må andelshaverne i Danish Crown nøjes med samme pris på noteringen for slagtegrise og søer.

Noteringen for uge 50 er nemlig uændret på henholdsvis 12,60 kroner pr. kilo for slagtegrise og  8,20 kroner pr. kilo for søerne.

Danish Crown beskriver markedssituationen som at julefreden småt er ved at indfinde sig på det europæiske marked for fersk grisekød, mens travlheden stiger ved kølediskene i supermarkederne over hele Europa.

- Selv om der stadig er over to uger til juleaften, så er langt de fleste ordrer nu på plads. Vi koncentrerer os derfor om at servicere kunderne og fange de attraktive panikordrer, der altid kommer i ugerne op til jul. De næste to uger er den periode på året, hvor vi sælger den største del af vores varer fersk, og derfor er det vigtigt, at de får så meget ro som muligt på slagterierne, for at få det enorme puslespil til at gå op, for der bliver leveret en helt ekstraordinær indsats lige nu, fortæller Mads Stougaard, der er markedsdirektør i Danish Crown i markedsberetningen.

Salget af fersk grisekød i Europa er fortsat båret af en god efterspørgsel fra Østeuropa godt støttet af de traditionelle markeder i den sydlige del af Europa. Eksporten ud af Europa kunne helt sikkert være bedre.

De asiatiske indkøbere er tilbageholdende i øjeblikket, men på nuværende tidspunkt er det uklart, om det skyldes inflationen, eller det er den nye bølge af COVID-19, der skaber usikkerhed.

- Det er ikke unormalt, at salget til dele af Asien i perioder går ned i tempo, men vi er meget opmærksomme på, om købekraften derude er svækket. Sideløbende arbejder vi målrettet på at løfte salget til vores andre markeder udenfor Europa. For det er udenfor Europa, at der er kundesegmenter, der virkelig værdsætter den kvalitet, vi står for i Danmark, og som vil betale den pris, varerne koster, siger Mads Stougaard.

I Danmark koncentrerer efterspørgslen sig ikke overraskende om kamstege, ribbenstege og medisterpølse lige nu.
 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle