Grisenoteringen er uændret: Danish Crown afventer bedre grillvejr

Temperaturerne stiger, men der skal være godt vejr i mindst en uge, før det kan mærkes på efterspørgslen og dermed griseprisen hos Danish Crown.

Temperaturerne stiger hurtigt over hele Europa, og vejret er gået fra råkoldt forår til rigtig sommer flere steder.

Derfor er grillen blevet fundet frem rundt om i det europæiske, og det giver nye impulser på markedet. Der skal dog en længere periode med varmt vejr til, før det mærkes på noteringen hos Danish Crown.

Det melder slagteriet, der for femte uge i træk fastholder noteringen på 13,80 kroner per kilo grisekød. So-noteringen forbliver ligeledes uændret på 13,20 kroner per kilo.

- Aktiviteten er stigende, men det er ikke ligefrem en eksplosion, vi ser i efterspørgslen på råvarer. Det er der ikke noget mærkeligt i. Forædlingsfabrikkerne har pæne lagre, så vi skal have godt vejr i over en uge, før vi for alvor ser et skifte, men det er klart, at efterspørgslen på en typisk grillartikel som nakker er steget markant, fortæller Mads Stougaard, der er markedsdirektør i Danish Crown.

Noteringen ligger dermed fortsat på højde med 2020-noteringen.

 

 

Ud over nakkerne er der også en stigende efterspørgsel på bove og skinker i Europa, påpeger Danish Crown.

Samtidig er Tyskland igen blevet åbnet for eksport af brystflæsk til Sydkorea, og det kan også skubbe lidt gang i til det marked.

- De kommende uger bliver meget spændende. Vi får testet om forbrugerne er ved at få noget optimisme tilbage og derfor tør bruge lidt flere penge igen. Alle i vores branche sidder og holder øje med salgstal og udviklingen i inflationen, for den betyder rigtigt meget for salget af vores produkter, og især dem der koster lidt ekstra, siger Mads Stougaard.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle