Grisenoteringen forbliver uændret trods fin efterspørgsel

Efterspørgslen kommer i langt højere grad fra Østeuropa

Efter sidste uges løft på noteringen for slagtegrise og søer kan andelshaverne hos Danish Crown se frem til en uændret notering i næste uge.

Noteringen for slagtegrise forbliver dermed på 12,60 kroner pr. kilo, mens prisen for søer er på 8,20 kroner pr. kilo.

Prisen på grise drives i øjeblikket i vejret i Polen og Tyskland, mens udviklingen i salget er begrænset.

Men at særligt Østeuropa efterspørger mere, overrasker Danish Crown lidt. 

- Efterspørgslen er ganske fin, men det er hårdt arbejde at løfte priserne fra de nuværende niveauer. Det er dog en interessant udvikling, vi ser i markedet. Efterspørgslen kommer i langt højere grad fra Østeuropa, end vi har set tidligere. Hvor de fleste lande i øst hidtil har haft en rolle som ventil i markedet, så skal de nu hente varerne til priser, der matcher det øvrige Europa, og derfor bliver der virkelig lagt arm i øjeblikket, siger Mads Stougaard, der er markedsdirektør i Danish Crown, i en pressemeddelelse.

 

 

Forkert retning

Priserne på ferske varer i Europa er lige nu på et niveau, der ligger tættere på de priser, som kan hentes på eksport af frosne varer til markederne uden for Europa, end vi har set i mange år. 

Det skyldes ifølge Danish Crown en kombination af lavere efterspørgsel på flere af markederne og valutakurser, der har udviklet sig i den forkerte retning.
 
- Vi har gennem hele året arbejdet meget målrettet på at løfte priserne på vores eksport til særligt Asien, men udfordringen er, at den forståelse, der trods alt har været for inflationen i Europa, ikke er til stede derude. Det ændrer ikke på, at vi skal have løftet priserne på den del af vores salg, så det forhandler vi med kunderne om, men det er og har været en langstrakt proces, siger Mads Stougaard.
 
I Danmark står den første store julefrokostweekend for døren, så der er fuld fart på produktionen af særlig julemedister og flæskesteg på fabrikkerne.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle