Grisenoteringen runder 13 kroner i næste uge

Danish Crown hæver noteringen på slagtegrise med 20 øre fra på mandag.

Noteringen på slagtegrise hos Danish Crown fortsætter med at stige og lander i næste uge på rene 13 kroner pr. kilo

Dermed stiger grisenoteringen med 20 øre, meddeler slagteriet i sin ugentlige markedsberetning, hvor prisen på søer samtidig stiger 30 øre til 12,30 kroner pr. kilo

Noteringen på slagtegrise er dermed steget med en krone pr. kilo på kun tre uger, efter i lang tid at have været under 12 kroner. Så sent som ved indgangen til februar ramte noteringen 11,10 kroner pr. kilo.

Det er ikke mindst denne uges stigning på 60 øre, der har medvirket til dette, og at Tican pludselig gik enegang på noteringen i forrige uge. 

Det er dog ikke fordi, at efterspørgslen hos forbrugerne efter grisekød er god i øjeblikket.

For det kedelige vejr i hele Nordeuropa gør, at der er stille uden for caféerne, og grillen står stadig indendøre.

- Det vil nok overraske de fleste, hvor meget det flytter efterspørgslen på produkter som skinke og bacon, når forårsvejret rammer Europa, og mange vil have en plads i solen foran deres yndlingscafé. Der er vi ikke nået til endnu, og det er faktisk usædvanligt. Typisk ser vi de første gode forårsdage i Mellemeuropa i den sidste halvdel af marts, men de er endnu ikke kommet i år, og det kan mærkes, fortæller Mads Stougaard, der er markedsdirektør i Danish Crown, i markedsberetningen.

 

 

Asien er i bedring

Mens efterspørgslen efter fersk grisekød i Europa er stabil uden at være prangende, så er der fortsat bedring i eksporten af frosne varer til særlige Asien. 

Efterspørgslen er stigende, og samtidig er dialogen med indkøberne er langt mere positiv.

- Den opbremsning, som vi så lige op til nytår, og som for alvor slog igennem i januar og februar, er ved at fortage sig. Lagrene i Asien er blevet markant mindre, og så er det en overset faktor, at flere lande i Asien – blandt andet Japan – endnu ikke helt har sluppet COVID-19 restriktionerne. Det ser de ud til at gøre i de kommende måneder, og det vil forhåbentlig sætte yderligere gang i forbruget, siger Mads Stougaard.  

Eksporten til Kina er på et uændret lavt niveau og med fokus på de traditionelle Kina-varer, oplyser Danish Crown.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle