Grisenoteringen tager hop op: Lavt udbud driver priserne opad

Efter tre uger med stilstand er der nu prisstigninger til andelshaverne hos Danish Crown.

Udbuddet af slagteklare grise er lavt i mange lande, og det driver priserne op i Europa.

Det mærker man nu også hos Danish Crown, der hæver noteringen med 30 øre. Det melder slagteriet om noteringen for uge 8. 

Dermed stiger prisen fra 11,80 kroner til 12,10 kroner per kilo.

Det samme gælder dog ikke sonoteringen, der forbliver uændret på 9,0 kroner per kilo.

Ifølge Danish Crown er det helt som ventet, at priserne på grisekød nu stiger i Europa.

- Der bliver handlet med virkelig kort horisont i øjeblikket. Vores kunder vil gerne købe flere uger frem, men flest vælger at vente, når de hører de priser, som vi forlanger for varer til levering i eksempelvis marts. Det er det berømte waiting game lige nu, hvor slagterierne holder på varerne og sælger fra uge til uge, fortæller Mads Stougaard, der er markedsdirektør i Danish Crown.

Også den tyske slagtegrisenotering er steget de sidste to uger.

Priserne er stigende på skinker, forender, nakker og bove. Samtidig er markedet for brystflæsk i bedring, hvilket især er båret af en bedre efterspørgsel på markederne uden for Europa, melder Mads Stougaard.

- Efter en lang periode, hvor markedet for netop brystflæsk har været meget roligt, fordi indkøberne på de store markeder i særligt Asien har været afventende på grund af store lagre. De er nu nedbragt, og det kan mærkes på aktiviteten og interessen fra særligt Japan, siger han.

Det er også lykkedes slagteriet at hente noget af den slagtepukkel, som slagteriet oparbejdede omkring jul og snestormene i januar.

I sidste uge stod 205.000 slagtninger over, men da tilmeldingen til indeværende uge blev lavere end forventet i prognosen, er antallet af udsatte tilmeldinger nu reduceret til 170.000 til uge 8, melder Danish Crown.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle