Griseproducent vil advare andre: Skal betale bod på 18 millioner til Danish Crown

Griseproducent Jan Ulrich har tabt en sag i voldgiftsretten til Danish Crown. Landmanden kalder det selv en "fodfejl".

Griseproducent Jan Ulrich er endt med en regning efter en voldgiftssag på 18,8 millioner kroner, og det får ham nu til at advare andre. Det skriver Effektivt Landbrug.

Sagen tager sin begyndelse i 2017, hvor Jan Ulrichs søn overtager produktionen af slagtegrise som led i et generationsskifte. I den forbindelse meldte Jan Ulrich sig ud af Danish Crown, mens sønnen begyndte at levere til Tican.

Problemet opstår, da Jan Ulrich senere på sommeren overtager en anden økologisk griseproduktion og begynder at levere til Friland under Danish Crown - og herefter indtræder midlertidigt i CU Landbrug som et led i generationsskiftet. Dermed leverede Jan Ulrich i omkring et år nemlig personligt til Friland, og dermed Danish Crown, mens CU Landbrug leverede til Tican.

Det mener Danish Crown er et brud på slagteriets regler om leveringspligt, og det har fået Danish Crown til at kræve en bod, som voldgiftsretten endte med at give slagteriet medhold i.

- Jeg vil gerne medvirke til at forebygge, at kollegaer kommer til at begå samme fatale fejl, lyder det fra Jan Ulrich.

Slagteriformand Erik Bredholt har ikke ønsket at kommentere sagen, men oplyser i et skriftligt svar til mediet, at: "Når en andelsejer overtræder det fælles regelsæt, er bestyrelsen forpligtet til at forfølge sagen".

Jan Ulrich har personligt 1.600 hektar og 10.000 økologiske slagtegrise, men i april 2020 blev han og sønnens selskab CU Landbrug omtalt i en opgørelse, som LandbrugsAvisen har lavet over landets 10 største slagtegriseproducenter.

/kold

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle