Griseproducenter: Flere hangrise til slagtning er et skridt på vejen mod totalt stop af kastration

Producenterne ønsker fortsat et helt stop for at kastrere hangrise. Derfor er flere slagtninger velkomne.

Det er et skridt på vejen, at Danish Crown fra næste år udvider antallet af slagtninger af hangrise. Men det er langt fra nok.

Det mener Landsforeningen af Danske Svineproducenter, efter Danish Crown i går offentliggjorde planerne om at slagte flere hangrise, inden de er et halvt år gamle og dermed undgår kastration. 

Totalt udvides antallet af slagtninger fra de nuværende 450.000 til 1,65 millioner hangrise årligt i et særligt pilotprojekt, som skal undersøge om kunderne kan acceptere kød fra hangrise.

Udvidelsen er den helt rigtige vej at gå ifølge Danske Svineproducenter. Foreningen har i flere år krævet et totalt stop for kastration.

Derfor skal der også mere til end 1,2 millioner grise ekstra til slagtning.

- En udvidelse af hangrise slagtningerne på 1,2 millioner grise er et stykke på vejen, og lad os så håbe, at det kan bane vejen for et totalt stop for kastration af grise, der slagtes i Danmark. Det er vigtigt for os at fravælge kastration, så dyrevelfærden forbedres. Samtidig giver det licens to produce. Når det samtidig giver en besparelse i produktionen, er det en længe tiltrængt vindersituation, siger formand for Danske Svineproducenter Jeppe Bloch Nielsen.

Han mener, at hangrise sagtens kan afsættet til normale priser. 

- Det kan de spanske slagterier og vi har da en tro på, at vores slagterier er mindst lige så dygtige som de spanske, siger Jeppe Bloch Nielsen.

Snak ikke projektet ned

Danish Crown begrunder forsøget med, at det ud over at højne dyrevelfærden vil lune i bæredygtighedsregnskabet hos de andelsejere, som går med i projektet.

Hangrisene udleder nemlig 20 kilo mindre CO2 end galtgrise, fordi de har en højere fodereffektivitet.

Jeppe Bloch Nielsen mener dog, at det er ærgerligt, at Danish Crown først øger antallet af hangrise til slagtning, når det er godt for bæredygtigheden.

- Desuden kan man blive i tvivl om, hvor helhjertet slagteriet vil gå ind i projektet, da man allerede ved lanceringen i dag tager forbehold for omkostningerne og annoncerer et fradrag til leverandørerne. Det kunne være befriende, hvis de på forhånd ikke snakkede projektet ned, mener Jeppe Bloch Nielsen.

Allerede fradrag i dag

Nicolaj Nørgaard, der er direktør for Danish Crowns ejervendte aktiviteter, afviser over for LandbrugsAvisen, at man taler projektet ned.

Ligeledes er der ud over bæredygtighedsaspektet taget udgangspunkt i, hvad markedet i stigende grad efterspørger, og at de fleste af Danish Crowns ejere slipper for at kasterere grise. 

For Danish Crown slagter 450.000 hangrise om året, så slagteriet har allerede erfaringer med totaløkonomien.

- Vi lavede en dissektion, hvad der er den rette afregning. Hangrise har større knogler og forparti samt forholdsvis mindre midterstykker og skinker. Dette sammen med de hjembragte salgspriser giver en lavere samlet pris for en hangris, og begge de to ting er svære at få en god pris på. Samtidig har vi omkostninger til programmet, siger Nicolaj Nørgaard til LandbrugsAvisen.

Han peger samtidig på, at hangrise, der lugter og dermed frasorteres, allerede i dag afregnes med 4,20 kroner pr. kilo mindre. 

- En del af strategien er at sortere. Har vi kunder som ikke vil have hangrise, så har vi jo masser af grise at tage af og sortere os ud af, siger Nicolaj Nørgaard.

Første grise til slagtning til sommer

Danish Crown er netop nu ved at udvikle på det overvågningsprogram, der løbende skal sikre, at der ikke er besætninger med for mange grise med risiko for ornelugt.

Derudover vil der være krav til, at grisene ikke vejer mere end 87 kg, når de er slagtet, og de sendes til slagtning, inden de er seks måneder, da hangriselugt hænger sammen med alderen på grisen.

Danish Crown forventer at slagte de første hangrise fra den nye pulje i sommeren 2023. Herefter skal der evalueres på projektet for at se, om det kan udvides til at omfatte alle hangrise i Danish Crown.

Opdateret 30. november 2022 klokken 17.15 med citater fra Nicolaj Nørgaard fra Danish Crown.

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle