Grisefolkene fra Landbrug & Fødevarer måtte i denne uge stå skoleret til samtale hos fødevareminister Rasmus Prehn (S). Og det var en af den slags samtaler, der havde karakter af en ene-tale. Det skriver LandbrugsAvisens chefredaktør Christian Friis Hansen i denne kommentar.
Lige præcis i denne uge blev sæsonens store bal for nybagte studenter åbnet. Glade og med mod på livet drøner de rundt på ladet af lastbiler med basrytmerne dunkende fra morgen til aften. Den store frihed venter efter års slid med lektier, for en studenterhue - hvilken farve den så end måtte have - er det synlige bevis på en bestået eksamen.
I landbruget er denne tid også højsæson med høsten lige for døren. Men enkelte kan ikke feste, kan ikke lade basrytmerne dunke, har ikke den store frihed ventende lige foran.
Det er grisefolkene.
I denne uge var de i overført betydning til eksamen hos fødevareminister Rasmus Prehn (S), og skolemesteren var både sur, skuffet og gav dumpekarakter. Den korte version af det møde er, at grisefolkene har sommeren til at læse op på deres stof for derefter at komme med en overbevisende præstation, når de efter sommer skal til re-eksamen.
På forhånd var det kendt, hvad problemet er: Dødeligheden for pattegrise er steget i stedet for faldet, kastration uden bedøvelse finder fortsat sted ligesom rutinemæssig halekupering. Allerede nu er det kendt, hvad en del af løsningen bliver, nemlig ændrede avlsmål gennem Danbred, så man får mere robuste besætninger.
Selv om man således allerede i ugen for mødet hos Prehn byder på en relativt detaljeret løsningsmodel, skal man ikke vente ros af den grund. Tværtimod vil de ændrede avlsmål med al sandsynlighed blive brugt imod erhvervet, for hvis man allerede ved, hvad der skal til, hvorfor satte man så ikke ind noget før oven på en aftale, der blev indgået i 2014.
Et godt spørgsmål, og her er det mest interessante ved svaret ikke engang, hvad er skal til for at gøre minister Prehn glad. Det gode sted at lægge ørerne på vandrørene er hos regeringens parlamentariske grundlag - Enhedslisten, SF og De Radikale. Hvor stor prestige vil disse partier lægge i denne sag? Hvor megen politisk gevinst kan de høste hos deres vælgere på at stille krav til griseproducenterne?
Der er ingen tvivl om, at der i det politiske spektrum er langt mellem dem, der vil være landbrugets forsvarere i dette spørgsmål, fordi man her har fundet sagen, der i grove træk ikke kan forsvares. Dermed kan spørgsmålet meget vel ende med at blive, ikke om der kommer sanktioner, men hvilke det bliver. Ærgerligt, hvis man sådan set kunne have undgået dem ved at handle i tide.
Dernæst er der med sikkerhed en pædagogisk opgave i at forklare den helt almindelige vælger og forbruger, at uanset hvor fritgående og hvor megen krølle grisene har på halen, vil mange smnågrise dø. Sådan er naturens orden.
Så spørgsmålet er ikke, om der vil dø smågrise, spørgsmålet er, hvad der kan opnås samfundskontrakt om er et acceptabelt niveau.
