Grovvare-boss træder tilbage efter 30 år

Koncernchefen Christian Junker træder tilbage pr. 30. september og overlader styringen til Henning Haahr, vicekoncernchef og økonomidirektør.

Den øverste chef for grovvaregiganten Danish Agro, Christian Junker, fratræder sin stilling som koncernchef d. 30. september 2017.

Det sker efter eget udsagn med et ønske om at trappe ned og få mere luft i hverdagen.

”At være topchef er 24 timer alle ugens syv dage, og du er konstant overloaded. Jeg vil gerne have mere indflydelse på min hverdag og min kalender,” siger Christian Junker.

Når kalenderen siger 1. oktober 2017 er den 64-årige topdirektør endeligt trådt ud af Danish Agro, og til den tid har den markante topchef været på posten i 30 år.

Arkitekten bag en hastig ekspansion

Han kom til selskabet i 1987 som adm. direktør, da det hed Østsjællands Andel, og han har siden da været en af de bærende kræfter bag selskabets hastige ekspansion, der løbende blev realiseret gennem et utal af opkøb, fusioner og ikke mindst investeringer.

I hænderne på Christian Junker gik det lille grovvareselskab fra en omsætning på godt 300 mio. kr. til et multinationalt konglomerat, der i år omsatte for 31,5 mia. kr. Og det er blevet til en vidtrækkende virkelighed, der hver dag beskæftiger mere end 5.000 mennesker.

Det lyder simpelt. Men det har det ikke altid været.

”De første 15 år var præget af mange fusioner og opkøb. Da handlede det om overlevelse. De sidste 15 år, har det handlet om udvikling - at gå fra national grovvarevirksomhed til international koncern med et dybere fokus i værdikæden,” siger Christian Junker og fortæller, at det også til tider kniber for ham selv at forstå, hvad han har været en del af.

”Jeg havde ikke på noget tidspunkt troet, at vi skulle komme så langt, som vi er kommet.”

En holdindsats

Christian Junker vil dog ikke tage hele æren for den indsats, der har banet vejen for grovvarekæmpens rivende udvikling.

”Det er jo ikke mit værk, men jeg har fået lov at være dirigent i en periode, hvor der er sket meget for virksomheden,” siger han.

Han fortæller, at han er helt klar over, hvilke stunder han kommer til at savne. Og hvilke han bestemt ikke kommer til at savne.

”Det er altid sjovest at udvikle frem for at være den, der skærer ned og fyrer folk. Det er aldrig sjovt at skulle fusionere med nogen, der stod meget svært økonomisk, og hvor der var behov for hurtigt at skære til i betydeligt omfang. Der har vi haft situationer, hvor enkeltpersoner er kommet i klemme. For eksempel folk, der er alene med små børn. Så har vi prøvet at finde besparelser den anden vej rundt. Der skal også være plads til det menneskelige,” siger han.

Etablerer eget kontor

Som arvtager for Christian Junkers har Danish Agros bestyrelse peget på vicekoncernchef og økonomidirektør Henning Haahr, der har været i selskabet siden 2002. Udvælgelsen har ifølge Christian Junker selv været undervejs i et par år.

Når taktstokken inden længe skal gives videre til Henning Haahr, der skal overtage dirigentrollen og dermed titlen som ny koncernchef, så er der klare planer for, hvad Christian Junker skal bruge sin tid på.

”Jeg synes ikke, jeg er klar til at gå på pension og bare passe have og kigge på børnebørn. Jeg vil etablere mig med kontor i København. Målet er at gå fra 70 timer om ugen til 30-35 timer,” siger han.

Fakta:

Under Christian Junkers ledelse er omsætningen vokset fra 300 mio. kr. til 31,5 mia. kr. Egenkapitalen er steget fra 30 mio. til 4,5 mia. kroner, og selskabet er gået fra 100 ansatte til 5.000.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle