Grovvaresektor: Glyphosatrester i maltbyg kan komme fra afdrift

Glyphosatrester i dansk maltbyg kan være utilsigtede restværdier fra eksempelvis afdrift, siger Dakofo.

Danske landmænd er stoppet med at bruge glyphosat til at nedvisne maltbyg, skrev DLG for to uger siden i en pressemeddelelse, som vi også omtalte på Landbrugavisen.dk.

Det passer ikke, lyder påstanden fra journalist og debattør Kjeld Hansen, der driver Gylle.dk. Med henvisning til tal fra Viking Malt skriver han:

"Sandt er det dog langt fra, at”landmændene gennem en stor indsats i år har dyrket maltbyg uden brug af glyphosat før høst”, som det påstås af DLG."

Viking Malt har i ud af 15 test fundet glyphosatrester i fire partier. Glyphosatindholdet var på mellem 0,02 og 0,16 milligram pr. kg. Det er langt under grænseværdien på 20 milligram pr. kg.

Hvad passer så? Nedvisner landmænd - i strid med kontraktens forbud - stadig maltbyg?

DLG ønsker ikke at udtale sig, men henviser til grovvareforretningernes brancheorganisation, Dakofo, der har stået for et dansk overvågningsprogram på tværs af grovvarebranchen.

Direktør Asbjørn Børsting, direktør for Dakofo, er uenig med Kjeld Hansens konklusion.

"Vi har aldrig sagt, at det ville føre til, at der ikke kunne være glyphosat over detektionsgrænsen", siger Asbjørn Børsting.

"Vi har sagt, at vi samlet har et mål om at komme ned på det laveste niveau i Europa, og det har vi nået", siger Asbjørn Børsting.

Han siger, at indholdet af glyphosatrester i dansk maltbyg nu ligger på niveau eller under tilsvarende tal i Tyskland, hvor nedvisning af maltbyg er forbudt.

Dakofo besluttede i 2016, at deres medlemmer i deres kontrakter ville forbyde, at danske landmænd nedvisner maltbyg med glyphosat. Det skyldtes krav fra kunderne - især tyske malterier - om at undgå glyphosatrester. Samme krav har der været for brødkorn i en del år. Glyphosat bruges dog fortsat til nedvisning af foderkorn.

Asbjørn Børsting mener, at glyphosatresterne kan komme fra afdrift fra nabomarker.

"Det er det, man kan kalde utilsigtede restværdier", siger Asbjørn Børsting.

Han siger dog, at han ikke kan garantere, at alle landmænd har overholdt kontraktbetingelserne og undladt nedvisning.

"Vi kan jo ikke garantere noget 101 procent, men vi kan bare sige, at med vores monitoreringstal er vi nede i et gennemsnit, hvor vi har svært ved at komme længere ned", siger Asbjørn Børsting.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle