Grovvareselskab investerer i biogasanlæg

Det landmandsejede grovvareselskab Vestjyllands Andel har sammen med Jysk Energi og Langfristet Erhvervsfinansiering lavet den første investering i et biogasanlæg. Det fælles investeringsselskab DBC har overtaget aktiemajoriteten i Grauballegaard Biogas,

Vestjyllands Andel, Jysk Energi og Langfristet Erhvervsfinansiering, som tilsammen udgør Danish Bio Commodities og herunder DBC Invest, foretager nu den første investering i danske biogasanlæg. Samtidig arbejder DBC på flere investeringer, der ventes inden for nærmeste fremtid.

I foråret 2020 etablerede Danish Bio Commodities investeringsselskabet DBC Invest. I den forbindelse kunne selskabet berette om en samlet investeringspulje på 215 millioner kr. i danske biogasanlæg, hvilket nu har resulteret i den første investering.

DBC Invest overtager således aktiemajoriteten i Grauballegaard Biogas, hvis kommende biogasanlæg er under opførelse. Forventningen er, at selve gasproduktionen påbegyndes medio 2021, skriver Vestjyllands Andel i en pressemeddelse.

"Vi glæder os over aftalen og det kommende samarbejde med Grauballegaard Biogas. Investeringen er spot on ift. til DBC Invests ambitioner om at være en attraktiv partner i den danske biogasbranche. Udover kapital vil vi bidrage med en solid indsigt i landbrugs- og energisektoren, som vi i samspil med Grauballegaards foreløbige erfaringer fra biomasse- og biogasområdet vil kunne udnytte maksimalt. Derfor ser vi gode perspektiver for anlægget", fortæller Rune Ledgaard Sørensen, direktør i DBC Invest.

Mads Niær Kristensen, der er ejer af Grauballegaard og medejer af Grauballegaard Biogas, bliver storleverandør af biomasser til det kommende anlæg. Samtidig får han titel af direktør i Grauballegaard Biogas og kommer derfor til at spille en central rolle i etableringen og udviklingen af anlægget.

"Jeg tror på et godt og frugtbart samarbejde. DBC består af nogle professionelle mennesker, som har stor interesse i og viden om biogas, så der er grobund for at bringe en masse synergier frem. Derudover involverer de sig i andre biogasanlæg og er med i udviklingen af græsprotein, hvilket er med til at bringe yderligere viden til bordet. Vi behøver jo ikke alle sammen opfinde den dybe tallerken", lyder det fra Mads Niær Kristensen.

Første flag i landkortet

Grauballegaard Biogas er placeret nord for Silkeborg, hvor der ikke er øvrige biogasanlæg i nærområdet. Dermed er der et godt opland for levering af biomasser fra områdets landbrugsbedrifter.
Netop landbruget indtager med eksempelvis biogasproduktion en stor og betydelig rolle i forbindelse med virkeliggørelsen af den grønne omstilling, vurderer Steen Bitsch, direktør i Vestjyllands Andel.

"Vestjyllands Andel anser biogasproduktion som en vigtig værdiskabelse i dansk landbrug. Derfor glæder det os, at vi har sat det første flag i landkortet, og forhåbentlig kommer der flere til. Det er vigtigt for os, at landbruget godskrives for den grønne omstilling såvel økonomisk som miljømæssigt", fortæller Steen Bitsch.

Han bakkes op af Niels Brøndsted, CFO i Jysk Energi, som desuden beretter om stor interesse for DBC.

"Den første aftale er altid speciel. Derfor er det med stor glæde og stolthed, vi nu kan offentliggøre DBC Invests samarbejde med Grauballegaard Biogas og Mads Niær Kristensen. Vi møder stor interesse i biogasbranchen for vores forretningsmodel i DBC Invest, baseret på et aktivt ejerskab. Vi har derfor også forventninger til, at vi i de kommende måneder vil kunne offentliggøre flere samarbejder", slutter Niels Brøndsted.

Faktaboks

Danish Bio Commodities

Danish Bio Commodities varetager salg af de grønne certifikater, som biogasanlæggene får tildelt på baggrund af gasproduktionen. Danish Bio Commodities ønsker – i tæt samarbejde med biogasproducenterne – at være med til at skabe et transparent, bæredygtigt og langsigtet marked for handelen med grønne certifikater. Ambitionen er endvidere at udvikle det i forvejen eksisterende køberfelt blandt europæiske virksomheder yderligere og matche disse virksomheder med produktionsprofilen hos de danske biogasproducenter.Danish Bio Commodities ejes af Vestjyllands Andel, Jysk Energi og Langfristet Erhvervsfinansiering.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle