Grovvareselskab vil være landsdækkende - køber op

Den privatejede Hornsyld Købmandsgård A/S overtager aktiemajoriteten i Nielsen & Smith.

Hornsyld Købmandsgård A/S, der har hovedkvarter syd for Horsens, har ambitioner om at blive landsdækkende.

Derfor har de indgået en aftale om køb af majoritetsejerskabet af Nielsen & Smith Aktieselskab.

"Vi har over de seneste år vækstet især i Jylland, og vi har ambitioner om at blive landsdækkende. Derfor ser vi spændende muligheder i at blive en del af ejerkredsen i Nielsen og Smith A/S, da det vil give os en god platform for at vi kan udvikle os på Sjælland," adm. direktør og købmand, Christian Christensen, Hornsyld Købmandsgaard A/S.

Nielsen og Smith blev etableret i 1928 og har hovedsæde i Glostrup. Der er 22 ansatte i virksomheden, som er kendt for kvalitetssædekorn i Danmar og Europa. Firmaet repræsenterer mange udenlandske forædlere i Danmark og har et bredt udvalg af sorter og arter, hvoraf flere har en stor markedsandel.

Hornsyld Købmandsgaard A/S har hovedkontor i Hornsyld samt afdelinger og samarbejdspartnere rundt i Jylland og på Fyn. Der er ca. 150 ansatte.

Hornsyld Købmandsgård A/S har kigget nøje på, hvor der er synergier mellem de to selskaber. Analysen er, at Nielsen & Smith er stærke på sorter og fremavl.

"Der er der ingen tvivl om, at dér kan vi lære meget af dem, hvor vi kan lære dem om detailområdet," fortæller Henrik Hedegaard, salgsdirektør for Hornsyld Købmandsgård til Landbrugsavisen.dk.

Nu vil Hornsyld Købmandsgård sætte gang i salget af gødning, plantebeskyttelse og korn til sjællandske landmænd, når købet godkendes af Konkurrencemyndighederne. Ejerskiftet forventes godkendt og på plads i løbet af foråret.

"Vi ser frem til samarbejdet og forventer, at det vil give vores virksomhed et løft. Vi tror på, at det vil skabe mulighed for udvikling at blive en del af en større forretning," siger adm. direktør i Nielsen og Smith A/S, Peter Frost Rasmussen.

I en pressemeddelelse siger adm. direktør og købmand, Christian Christensen, Hornsyld Købmandsgaard A/S, at det er interessant at komme dybere ind i værdikæden omkring såsæd og fremavl.

"Samtidig er det interessant og af stor betydning for os, at virksomheden står stærkt på det økologiske område," siger Christian Christensen.

Hornsyld Købmandsgaard har siden 2007 skabt overskud på overskud, senest et resultatet på 34 mio. kr. i 2015. Egenkapitalandelen er på 32 procent.

Nielsen & Smith Aktieselskab har haft mere blandede resultater. De har de seneste to år haft underskud. I 2015 var der et lille minus på 330.000 kr. og i 2014 et underskud på seks mio. kr. Egenkapitalandelen er dog solid: 42 procent.

Det er kun kort tid siden, at selskabet fik nye ejere. For tre år siden, i 2014, trådte direktør Ebbe Hansen og Ivan S. Jørgensen ud af Glostrup-selskabets ledelse og ejerskab. R2 Agro trådte ind som ny medejer.

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle