Grydeklart lovforslag om arealkrav og hjortevildt udsat på ubestemt tid

Miljøminister Lea Wermelin har udsat lovforslag om hjorteforvaltning på ubestemt tid, selvom forslaget allerede har været i høring.

Miljøminister Lea Wermelin har udsat et omstridt lovforslag med bl.a. indførelse af et nyt arealkrav ved jagt på hjortevildt på ubestemt tid.

Det sker i forlængelse af regeringens princip-beslutning om at begrænse antallet af lovforslag for at undgå hastelovgivning og lovsjusk. 

Udsættelsen undrer, ærgrer og frustrerer Henrik Bertelsen, der sidder som medlem af Vildtforvaltningsrådets Hjortevildtgruppe for Landbrug & Fødevarer.

"Vi har arbejdet med det her i årevis, og så smider man det lige til side, selvom et gennemarbejdet lovforslag allerede har været i høring. Vi kommer ingen vegne på den her måde".

Bestand skal reguleres

Lovforslaget med det planlagte arealkrav vil betyde, at der kan skydes færre ældre kronhjorte-hanner med store gevirer pr. ejendom.

Til gengæld lægges der ikke op til at begrænse jagt på hinder, kalve og spidshjorte.

Formålet er at få en mere balanceret sammensætning af hjortebestanden, hvor der afskydes flere hinder og kalve.

Det vil, håber L&F, minimere omfanget af markskader på landbrugsafgrøder.

Nu er de planlagte nye regler altså skudt ud i en ubestemt fremtid.

"Jeg forstår det ikke. I mit hoved bør princippet da være, at man fremsætter de lovforslag, der er vigtige og nødvendige – ikke et bestemt antal lovforslag", siger Henrik Bertelsen.

Græder tørre tårer

Det er ikke alle, der begræder udsættelsen af lovforslaget.

Jagtforeningen Dansk Land- og Strandjagt har længe agiteret for, at lovforslaget helt opgives.

Det er, mener foreningen på baggrund af en juridisk undersøgelse, grundlovsstridigt og at ligne med et ekspropriativt indgreb, som  vil få  jagtejendomme til at tabe voldsomt i værdi.

Faktaboks

  • Det sagde statsminister Metet Frederiksen bl.a. i sin åbningstale:
  • "Regeringen vil for det første fremlægge et lovprogram for det nye Folketingsår, som er mindre omfattende end normalt.
  • "Mindre forhastet lovgivning. Hellere færre og til gengæld bedre gennemarbejdede forslag. Og ikke mindst – mere tid til, at alle I, der skal få lovforslagene til at virke for borgerne og virksomhederne – ikke væltes omkuld af lovmøllen".

Emneord

Top2

Relaterede

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle