Svineproducenterne er gået fra underskud i 2018 til overskud i 2019. I snit blev der i 2019 4,3 mio. kr. til smågriseproducenten og 2,4 mio. kr. til slagtesvineproducenten.
Smågriseproducenterne, der sælger grise til slagtesvineproduktion eller eksport, vil huske året som et økonomisk eventyr uden lige, hvor indtjeningen slog alle hidtidige rekorder. Det viser helt nye tal fra over 400 regnskaber, som rådgivningsvirksomhederne Sagro, LandboSyd, LandboNord og Velas i fælleskab har analyseret.
For den gennemsnitlige smågriseproducent med salg af smågrise ved 30 kg endte året nemlig med et resultat på 4,3 mio. kr. efter finansiering. Det står i skarp kontrast til sidste år, der bød på et nedslående underskud på 275.000 kr. Tilsvarende leverede smågriseproducenterne med salg af smågrise ved 7 kg et resultat på 3,2 mio. kr. efter finansiering i 2019, mens det året forinden blev til et beskedent resultat lidt over nul.
"Vi kan roligt sige, det er gået fantastisk for smågriseproducenterne, som har formået at spinde guld gennem året. Det høje resultat er båret af den afrikanske svinepest, som særligt har ramt Kina hårdt og dermed løftet de globale svinepriser. Men selvom det økonomisk set går godt, er det ikke tiden til at hvile på laurbærrene. De tårnhøje priser varer ingenlunde evigt, og derfor er det nødvendigt, at producenterne får rustet sig til fremtiden - enten ved at afdrage på den dyre bankgæld eller gennem nødvendige investeringer i nulpunktet", siger Lasse Frost, afdelingsleder for Business-afdelingen i Velas.
Han påpeger, at smågriseproducenterne netop har været gode til at afdrage på bankgælden, og at det vil styrke sektoren på sigt.
For producenterne af 7 kg smågrise er der afdraget godt 3 mio. kr. i snit, mens investeringerne har været på et minimum. Hos producenterne af 30 kg smågrise har fordelingen været mere jævn, og her blev der afdraget knap 1,5 mio. kr., mens der blev investeret godt 1,4 mio. kr.
Også godt hos slagtesvinene
Hos slagtesvineproducenterne har den høje svinenotering også løftet bundlinjen gevaldigt i forhold til sidste år. I snit har de haft et dækningsbidrag på 248 kr. pr. gris mod bare 61 kr. året forinden.
Det udmønter sig i sidste ende i et gennemsnitligt resultat på 2,4 mio. kr. i 2019 mod et underskud på 306.000 kr. året forinden.
"Vi ser med al tydelighed, at det er prisen på grisen, der har trukket slagtesvineproducenterne i plus i år. Vi kan også notere os, at Danish Crown for første gang i en årrække har kunnet konkurrere med de globale spillere, og det er meget positivt", siger Jacob Hvalkof, afdelingsleder i Sagro Økonomi og Strategi.
Han håber, at flere dermed vil fastholde slagtesvineproduktion i Danmark til gavn for både landmænd og danske forbrugere. Han mener også, at slagtesvineproducenterne tydeligvis har brugt noget af likviditeten på at reparere på staldanlæg, de ellers har måttet spare på de sidste år.
"Samtidig har de prioriteret at få afdraget gæld, hvilket stiller dem bedre i et vanskeligt marked, hvor blandt andet bankerne har skærpet deres krav", siger han.