To guldklumperhos Simmental

Indtil for nylig havde Simmental-racen i Danmark kun set ét tilfælde af S-indeks over 150. Indekset, der var på 164, tilhørte tyren Hedetoft United P.

Efter den seneste opgørelse står Hedetoft United imidlertid endnu bedre. Flere vejede og slagtede kalve har bragt det allerede enestående indeks endnu en tak i vejret, nemlig til 175.

Samtidig er endnu en Simmental-tyr kommet over 150 i S-indeks. Det er Holm Ulrick P, der med et indeks på 152 er den næstbedste danske Simmental-tyr nogensinde.

"Det er ret utroligt, at man kan have to sådanne guldklumper på brugsplanen samtidig," siger H.C. Hansen, der er sekretær for Dansk Simmental.

Hedetoft United P er da også racens mest brugte tyr i øjeblikket. Han var også på brugsplanen sidste år og har allerede lagt sæd til over 2500 insemineringer. Holm Ulrick P, der er ny på brugsplanen, har 1000 insemineringer bag sig.

Sæd af begge tyre eksporteres til blandt andet Østrig, Tyskland og Tjekkiet. Det vil sige, at Dansk Simmental i dag er så langt fremme avlsmæssigt, at der kan eksporteres sæd til racens hjemland.

Hedetoft United P er opdrættet hos Valdemar Jacobsen, Lunderskov. Indekset for produktion er nu oppe på 169, og samtidig er fødselsindekset på 112. Det gør ham til racens bedste kvietyr i øjeblikket.

Holm Ulrick P er opdrættet hos Eva og Hans K. Nielsen, Fjerritslev. Produktionsindekset er på 151. Fødselsindekset på 100 betyder, at han kan bruges til kvier.

Begge toptyre havde meget høj tilvækst, da de var til individprøve på Aalestrup. Hedetoft United havde en daglig tilvækst på 2429 gram og Holm Ulrick på 2403 gram. Nu viser slagtningerne, at det slår igennem på afkommet.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle