Gyllesag vil ikke dø: Formand fra sydhavsøerne vred på kolleger

John Nielsen, Dansk Landbrug Sydhavsøerne: Gylleulykke på Vestlolland skyldtes personbil, der ikke overholdt sin vigepligt.

John Nielsen, formand for Dansk Landbrug Sydhavsøerne, skyder nu med skarpt på sine kolleger, de syv jyske formænd, som i sidste uge rejste en stormfuld debat om kørsel i gyllesæsonen.

Det er helt urimeligt, når de syv lokalformænd, som i sidste uge advarede mod ’vanvidskørsel’ i gyllesæsonen, nævner konkrete ulykker, hvor føreren af gyllevognen bevisligt intet ansvar har haft for tildragelsen,lyder det fra John Nielsen.

"Det kan jeg ikke leve med! Det er ikke på den måde, vi holder på vores medlemmer, jeg har allerede fået henvendelser fra nogle, der truede med at melde sig ud", lyder det harmdirrende fra formanden.

Fører uden skyld

John Nielsen er især oprørt over, at der blandt de fire eksempler, de syv formænd har henvist til i deres pressemeddelelse, nævnes en konkret ulykke på Vestlolland, og dermed i hans pastorat.

En ulykke, som ifølge politirapporten og omtalen i Folketidende skyldtes, at en føreren af en personbil ikke overholdt sin vigepligt.

"Det nytter altså ikke, at hænge folk ud med urigtige oplysninger. Jeg synes, de kører hetz mod unge og kloger sig i noget, som der ikke er hold i", siger John Nielsen.

Mange er oprørte

De syv formænd har allerede fået hug fra mange sider, men ifølge John Nielsen er der langt fra faldet ro på i hans bagland.

"Det er en sag, der fylder rigtig meget i mit område. Folk er meget oprørte over, at lokalformændene kloger sig i noget uden at have sat sig ordentlig ind i tingene".

Han undrer sig samtidig over, at formændene ikke har forelagt deres bekymringer for den bredt sammensatte Transportgruppe med repræsentanter fra Seges, maskinstationerne, maskinhandlerne, sukkerroedyrkerne m.fl., som netop arbejder med transportforhold og trafiksikkerhed i landbruget.

"Jeg har stor tiltro til, at de arbejder kompetent og seriøst med tingene i Transportgruppen. Her kan de overhovedet ikke nikke gekendende til det billede, de syv formænd beskriver", siger John Nielsen.

Formand beklager

Jens Gammelgaard, formand for Lbf. Odder-Skanderborg, er en af de syv formænd, der rejste debatten om traktor- og gylleulykker.

Han beklager dybt, at eksemplet fra Vestlolland kom med.

"Det er stærkt uheldigt, den ulykke burde jo aldrig have været med. Jeg beklager, at vi har brugt dårlige eksempler i vores mål om at rejse en debat", siger han.

Jens Gammelgaard beklager også, at nogle har opfattet debatten som en hetz mod de unge - det har absolut ikke været hensigten, understreger han.

"Vi retter kritikken mod os selv og arbejdergiverne. Vores ønske har været at rejse en debat om risici ved for lange arbejdsdage", siger han.

Sagen fra Vestlolland

Ved ulykken på Vestlolland, der skete 20. marts i et kryds på Vestlolland, stødte en personbil sammen med en tankvogn med gyllevogn.

Ulykken skete ifølge Folketidendes omtale af sagen, at en personbil ikke overholdt sin vigepligt og på en motortrafikvej kørte ind i sættetankvogen højre forhjørne.

Chaufføren på gyllevognen forsøgte at undvige, men skred ud med de mange tons gylle, kørte på tværs af vognbanen og væltede i rabatten, hvor mellem 8.000 og 10.000 liter gylle løb ud.

Føreren af personbilen blev hårdt kvæstet. Lastbilchaufføren kom ifølge Folketidende ikke fysisk til skade.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle