Gyseroptælling er i gang: Ekstra mandat kan sende landmand i Folketinget

Venstre har overraskende vundet et ekstra mandat i Sydjylland. Det bringer landmændene Mogens Dall og Claus Christensen i spil til Folketinget.

OBS Fintællingen i Sydjylland er slut, og du kan læse om resultatet for de to landmænd her.

Torsdag er fintællingen af stemmerne fra gårsdagens folketingsvalg ved at blive talt op.

Derfor er mandaterne endnu ikke placeret mellem kandidaterne, men et sted i landet, hvor der er landmænd i spil, er i Sønderjylland.

Her står det klart, at Venstre noget overraskende har genvundet et mandat, så partiet nu har seks i regionen.

Med fem nuværende folketingsmedlemmer, som vurderes til at være relativt sikre, så er der åben kamp om det sjette.

to landmænd i spil

I den kamp deltager LandboSyds formand Mogens Dall og tidligere formand for Sydvestjysk Landboforening Claus Christensen.

"Bare det at være i spil til det mandat er super. Hvem skulle overhovedet have troet for få dage siden, at vi ville få seks mandater i Sydjylland? Jeg er meget glad, uanset om det bliver mig, der får pladsen eller ej", siger Mogens Dall, der tilføjer, at han nu spændt afventer resultatet af stemmeoptællingen.

Flere medier har allerede ringet til Dall for at få ham i studiet.

"Og så må vi jo se, om det bliver en tur, hvor jeg skal forklare, hvorfor det ikke blev mig, men sådan er det. Det, at vi er kommet hertil, er en succes", siger landboformanden.

ophængt af diamantbryllup

For Claus Christensen er der ikke meget tid til at spekulere over personlige stemmer.

"Mine svigerforældre har diamantbryllup, så jeg er noget ophængt her først på dagen", siger landmanden og fortsætter:

"Men det er da selvfølgelig spændende. Jeg ved ikke, om det bliver mig, der får mandatet, men jeg glæder mig over, at Sydjylland ikke længere er gult, men blåt".

Udover stemmeoptællingen ser Claus Christensen med spænding på de kommende regeringsforhandlinger, som Socialdemokratiets leder Mette Frederiksen skal stå for.

"Man kan gøre sig flere interessante observationer omkring resultatet. Faktum er f.eks., at V og S har flertal sammen. Om det udmønter sig i noget virker ikke så realistisk lige nu, men alt kan ske i politik. Det er det, der gør det spændende", siger han.

De fem kandidater i Sydjylland, der på forhånd virker sikre på genvalg er Ellen Trane Nørby, Eva Kjer Hansen, Hans Christian Schmidt, Ulla Tørnæs og Anni Matthiesen.

De kandidater, der kæmper med landmændene om det sjette mandat, er Christoffer Aagaard Melson, Hans Nissen Rosenberg, Lene Ravn Rasmussen, Philip Tietje, Tobias Jørgensen og Tom Eriksen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle