Håb om bred opbakning til ny vandløbslov

Læserbrev af formand for Danske Vandløb, 
Helge Danneskiold-Samsøe og næstformand, Ib W. Jensen

Arbejdet med at modernisere lovgivningen på vandløbsområdet fortsætter, og vi i Danske Vandløb er fortrøstningsfulde med henblik på at få et godt resultat.

Efter et møde med Danmarks Naturfredningsforening tror vi på, vi får en vandløbslov, som der kan bakkes bredt op om.

Nu har vi chancen for at få ro omkring indsatserne i vandløbene, og derfor skal der arbejdets hårdt for at nå et resultat, der tages hensyn til natur, afvanding og klimatilpasning.

Baggrunden er, at en ekspertgruppe under ledelse af Henrik Høegh er nået frem til en række anbefalinger, som både Danmarks Naturfredningsforening og Danske Vandløb kan bakke op om, og som også Landbrug & Fødevarer har tilsluttet sig. Det lover godt for, at vi kan få moderniseret vandløbsloven på et bredt og sagligt grundlag.

På mødet med præsident for Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding, præsenterede vi vores tanker om klimasikring af vandløb med dobbeltprofiler, omfartsvandløb, stop for regnbetingede overløb, oprensning og fjernelse af fysiske spærringer. Mødet foregik i en positiv atmosfære, og vi aftalte at holde hinanden orienteret om vandløbsarbejdet fremadrettet.

Sagen er den, at loven fra 1984 trænger til modernisering. Siden dengang har vi fået klimaforandringer, og den faglige viden om vandløbsvedligeholdelse, afvanding, natur og vandmiljø har udviklet sig. Det er vores opfattelse, at samtlige vandløb skal vurderes ud fra faglige kriterier, og at løsningerne skal tage hensyn til både naturen, landmændenes afvandingsbehov og behovet for at undgå oversvømmelser i byerne.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle