Hækkerup: Håb om at genvinde milliard-tab i Asien

Flere fødevarevirksomheder er den kommende uge med i eksportfremstød til Vietnam og Filippinerne, to vækstlande med et stort potentiale.

I 2014 kostede Ruslands importforbud den danske fødevareklynge fire mia kr. i tabte indtægter, og Landbrug & Fødevarer forudser, at det tal meget vel kan stige til otte mia kr. i år. For at hente nye eksportodrer hjem, bør den danske fødevareklynge kigge mod vækstmarkeder uden for EU.

Derfor er en række fødevarevirksomheder med, når Handels- og udviklingsminister Mogens Jensen i den kommende uge besøger Vietnam og Filippinerne, to store vækstmarkeder i Sydøstasien.

Begge landes økonomier er vokset imponerende de seneste år, har en voksende middelklasse af forbrugere og en landbrugssektor under hastig udvikling.

"Det sydøstasiatiske marked rummer store muligheder, både for virksomheder, der vil sælge danske kvalitetsfødevarer til kvalitetsbevidste forbrugere, og for de virksomheder, der sælger udstyr til den lokale landbrugssektor," siger Karen Hækkerup, administrerende direktør i Landbrug & Fødevarer.

Karen Hækkerup er med på hele turen, også når Mogens Jensen som en del af programmet åbner en ny, handelsorienteret dansk ambassade i Filippinernes hovedstad, Manilla.

"Der er brug for en samlet indsats for at åbne nye markeder for danske virksomheder. Den økonomiske krise er så alvorlig, at alle må arbejde benhårdt for at afbøde konsekvenserne af Ruslands importstop. Derfor sætter vi stor pris på at have et tæt samarbejde med både politikere og fagfolk fra de danske ministerier," siger Karen Hækkerup.

Eksport stiger

Både Vietnam og Filippinerne rummer masser af muligheder for danske fødevarevirksomheder, der gennem tiderne har været rigtigt dygtige til at hente eksportindtægter hjem.

Filippinerne har oplevet høje vækstrater på 6-7 procent og stor efterspørgsel på blandt andet svinekød. Og sidste år steg den danske eksport til Vietnam med omkring 13 procent. Omkring halvdelen af den danske eksport til vietnameserne udgøres af fødevarer.

Danbred og Tican med

Blandt de deltagende virksomheder fra den danske fødevareklynge er Danbred, der er en stor leverandør af avlssvin til Vietnam og indgår i virksomhedssamarbejdet Danish Farm Concept, der satser på at levere nøglefærdige svineproduktionsanlæg i Sydøstasien.

Også nordjyske Tican deltager i fremstødet i bestræbelserne på at få adgang til vækstmarkeder i Sydøstasien. Slagteriet har været ramt direkte af Ruslands importforbud og har måtte lukke et lokalt slagteri og sende knap 150 medarbejdere hjem.

Emneord

ruslandskrise

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle