Høje smittetal i relation til mink: Borgere i to kommuner opfordres til test

På grund af mange smittetilfælde fra mink opfordres borgere i Holstebro og Ringkøbing-Skjern til coronatest.

Alle borgere i Holstebro og Ringkøbing-Skjern opfordres til at tage en coronatest de kommende uger og samtidig omgås så få personer som muligt. 

Sådan lyder to af de nye tiltag, som regeringen har besluttet at iværksætte i de to kommuner. Det sker efter anbefaling fra sundhedsmyndighederne. Det oplyser Sundheds- og Ældreministeriet i en meddelelse. Tiltagene løber frem til 3. december.

Begrundelsen for tiltagene er, at der er fundet mange smittetilfælde blandt personer, der arbejder på minkfarme eller pelserier. 

Derfor har sundhedsmyndighederne anbefalet, at alle borgere bliver testet, så man kan få brudt smittekæderne. Der er omkring 115.000 personer i de to kommuner. Den massive testindsats starter i denne uge. 

Høje smittetal i relation til mink

I Region Midtjylland er der samlet fundet 180 smittetilfælde, der har relation til mink. Mere end halvdelen er fundet i Holstebro og Ringkøbing-Skjern.

Samtidig er det ifølge Statens Serum Institut (SSI) muligt, at andelen af smittede med minkvarianter vil stige i de to kommuner de kommende uger. 

Der er indtil videre ikke fundet tilfælde af den særlige muterede coronavirus cluster 5, som var årsagen til, at der tidligere i november blev indført en delvis nedlukning af syv nordjyske kommuner. 

Cluster 5 har ifølge SSI vist sig mere modstandsdygtig over for en kommende coronavaccine. SSI frygter, at det samme kan ske for andre varianter af coronavirus, der er muteret fra mink. 

Når man ser på den generelle coronasmitte, er Holstebro på niendepladsen over kommuner med mest smitte.

Holstebro har de seneste syv dage haft 306 smittetilfælde per 100.000 indbyggere.
I Ringkøbing-Skjern er tallet 101, hvilket ligger under gennemsnittet på landsplan, som er på 144. 

/ritzau/

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle