Regeringen har adskillige gange fastslået, at den besluttede at aflive alle mink, men at den ikke lukkede minkbranchen. Statsministeriets stabschef kunne dog ikke genkalde sig, om man på mødet i regeringens koordinationsudvalg rent faktisk forholdt sig til, hvad det ville kræve at genåbne branchen i kølvandet på en aflivning af alle mink.
Regeringen besluttede at aflive alle mink i Danmark, men traf ikke nogen politisk beslutning om at lukke minkerhvervet.
Det budskab har vi hørt adskillige gange fra statsminister Mette Frederiksen, og det gik tydeligt igen under afhøringen af Statsministeriets stabschef Martin Justesen, da han fredag i fire timer indtog vidneskranken i granskningskommissionen, der undersøger forløbet om aflivningen af alle mink.
"Men der var også en erkendelse på mødet af, at det ville være meget svært for branchen, men ikke umuligt," lød det fra Martin Justesen, om indholdet på det møde i november i fjor, hvor regeringen besluttede at aflive alle mink.
Martin Justesen blev i 2020 forfremmet fra at være særlig rådgiver for Mette Frederiksen til at være stabschef som afløser for Martin Rossen.
Fra sin position i ministeriet var han derfor involveret i beslutningen og deltog også på mødet i regeringens koordinationsudvalg om aftenen den 3. november.
Sondringen vigtig
Netop sondringen mellem af aflive alle mink og en decideret nedlukning af branchen fortsætter med at være central for kommissionen. For kan man aflive alle mink, uden at det de facto er en nedlukning af erhvervet?
Kommissionsmedlem Ole Spiermann udfordrede Martin Justesen på det punkt. For nok forklarede han, at det ikke ville være 'umuligt' for branchen at genopstå en dag. Men talte man overhovedet på mødet om, hvor svært det i givet fald ville være, når avlsdyrene var forsvundet sammen med en hel underindustri og forsyningskæder.
"Det var en del af diskussionen, at danske mink var noget særligt, og at man ville miste noget ved at slå avlsdyr ned – og at man kunne starte forfra, men at det ville afhænge af meget andet", lød det fra Justesen.
"Men havde I det på bordet", spurgte Spiermann.
"Nej", lød det fra Justesen, der i hvert fald ikke erindrede det.
Heunickes noter
Sidste uges bombe i minkkommissionen, Magnus Heunickes håndskrevne noter, endte endnu engang med at spille en central rolle og førte – som vi kommer tilbage til – en af de hidtil mest højspændte situationer i retslokalet.
Det begyndte med, at Martin Justesen forklarede, at han ikke kunne genkalde sig den rækkefølge af talere på mødet i regeringens koordinationsudvalg, som Magnus Heunickes noter i sidste uge gav udtryk for.
Af dem fremgik det, at statsministeren indledte mødet, og at det efterfølgende var Justitsministeriets departementschef, der tog ordet. Justesen mente, det var sundhedsminister Magnus Heunicke og miljø- og fødevareminister Mogens Jensen, der kom til orde først.
Justesen mente heller ikke at huske, at Justitsministeriets departementschef havde indledt mødet med en konklusion om, at alle mink skulle aflives, hvilket ellers var antydet i Heunickes noter.
Men husker Justesen, at Legarth tog ordet, ville Jakob Lund Poulsen gerne vide?
"Nej", lød det fra Martin Justesen.
Udspørger Jakob Lund Poulsen ville også gerne vide, om Martin Justesen kunne huske, hvornår Johan Legarth i givet fald kom ind med en bemærkning?
"Det kan jeg ikke svare på. Jeg husker ikke den præcis rækkefølge".
Spændingen steg i retslokalet
Herefter trådte Jakob Lund Poulsen ind på et spor, der skulle vise sig at få spændingerne til at stige i retslokalet.
"Har du talt med nogen i Statsministeriet om Heunickes noter og den forklaring, han kom med?"
Efter lidt tavshed svarede Justesen:
"Det ønsker jeg ikke at udtale mig om"
Det bremsede ikke Jakob Lund Poulsen.
"Har du drøftet noterne med Barbara Bertelsen i tiden efter i fredags?"
"Jeg ønsker ikke at udtale mig om, hvad jeg har drøftet med kolleger."
Efter flere lignende svar, rådede Jakob Lund Poulsen Martin Justesen til at tage en snak med sin bisidder.
Det tog ingen af dem dog initiativ til.
Kommissionsformand Michael Kistrup konkluderede herefter, at vidnet ikke ønskede at svare på spørgsmålet.
Det opponerede Justesens bisidder, Hanne Rahbek, imod i sekundet efter.
"Vi kommer tilbage med et svar", sagde hun.
"Hvornår?", ville Kistrup vide, hvorefter de igen blev rådet til at tale sammen her og nu i et tilstødende lokale.
Herefter forlod Justesen og bisidderen afhøringslokalet i et par minutter. Da de kom tilbage, var Justesen klar til at svare.
Han forklarede, at han havde drøftet noterne med flere i ministeriet – også Barbara Bertelsen.
"Vi drøftede, at noterne var kommet sent ind og hvilket indtryk det gav", sagde han, men afviste også, at han havde drøftet dem mere specifikt end det.
Jakob Lund Poulsen fortsatte med at stikke til Martin Justesens forklaring, og hans bisidder, Hanne Rahbæk, kaldte afhøringen "utilstedelig".
Hvor klar var anbefalingen?
Afhøringen af Martin Justesen kredsede desuden igen i høj grad om, hvorfor det blev besluttet at aflive alle mink, frem for at man tilsluttede sig de to modeller, der var lagt frem for kredsen.
Justesen mente – på linje med flere andre vidner – at det måtte være en klokkeklar konsekvens af risikovurderingen fra SSI. Men Ole Spiermann stak til den forklaring. Han påpegede, at risikovurderingen tager udgangspunkt i, at der er tale om en stor population af mink og ikke nødvendigvis forholder sig til, hvad en mindre base ville betyde.
Var den mon så krystaklar, som ikke bare Justesen, men adskillige vidner efterhånden har givet udtryk for.
"Det var sådan, jeg opfattede den", sagde han.
