Højst usædvanligt: Kornpris stiger hastigt efter høst

I det næste halvår kan landmænd forvente højere priser på både korn, mælk og kød.

Gik alt efter bogen ville kornpriserne falde igen efter høst, når udbuddet er størst. Men med krigen i Østeuropa, der har lagt den ukrainske kornproduktion i benlås, er det tid til at glemme al børnelærdommen. Eller som konsulent og afgrødespecialist Jakob Kjærsgaard fra VKST udtrykte det i sin beretning om markedssituationen på et Seges webinar forleden:

- Vi kan ikke udelukke, at vi vil få et yderligere prisfald på korn frem til høst. Men jeg er helt overbevist om, at når vi kommer frem til det tidlige efterår, vil vi se hurtige prisstigninger. Der er masser af korn i Ukraine, men alt tyder på, at det er buret inde og ikke kommer ud på markedet.

- Normalt eksporterer Ukraine en meget stor del af høsten allerede i august og september. I andre år er det i størrelsesordenen 10 millioner ton hvede. Men hvis det ikke kan komme ud på markedet, sådan som det plejer, vil vi meget snart komme til at se det på prisdannelsen.

Prisen flader ud igen

I øjeblikket er forventningen, at eksporten af korn fra Ukraine vil falde omkring 50 procent, og det vil få priserne til at stige hurtigt.

Om det går så galt, kan ingen vide med sikkerhed. Kjærsgaards beretning er da heller ikke baggrunden for den seneste prognose for kornpriserne fra Seges Innovation, der ikke desto mindre tegner det samme billede. Hvis man holder sig til foderhveden, ventes prisen at stige fra de nuværende to hundrede kroner i årets anden kvartal, der er ved at rinde ud, til 220 kroner i 3. kvartal. Derefter en femmer yderligere op i sidste kvartal. Når vi kommer ind i 2023, forventes prisen fortsat at stige for at falde tilbage omkring det nuværende niveau på to hundrede kroner til næste års høst.

Verden mangler mælk

Hvordan man end vender og drejer det, er den høje kornpris den baggrund, som priserne i den animalske produktion i Danmark skal ses på. Som alle landmænd ved, er høje priser i sig selv ikke nok, hvis foderet bare bliver endnu dyrere. Men ser man isoleret på priserne på kød og mælk, er der gode udsigter.

I Seges’ prognose for resten af året forventes prisen for konventionel mælk at toppe i 3. kvartal med 4,20 kroner pr. liter for derefter at aftage i 4. kvartal til 3,91. Udfladning fortsætter i løbet af næste år, hvor gennemsnitsprisen vil være på 3,39 kroner. Og selv om der stadig er tale om historisk høje priser på mælk, skal den kompensere for mindst lige så høje foderpriser.

- Vi står i en meget usædvanlig situation. Normalt følger produktionen med op, når priserne stiger, men det er slet ikke det, vi ser nu. Forbruget stiger med to procent om året, men på grund af de stigende omkostninger vælger mange producenter at drosle ned. Derfor er produktionen faldet med en procent. Vi står og mangler mælk, men omkostningerne er for høje, sagde chefkonsulent Niels Ole Nielsen fra L&F i sin orientering på webinaret.

Og grisene stiger

- Jeg er optimist for prisen på slagtegrise. Den vil stige i løbet af de næste måneder og holde sig på et højt niveau til næste år, lyder spådommen fra markedsanalytiker Karsten Flemin fra L&F.

Baggrunden for de positive forventninger, der i prognosen er sat til 14 kroner i 4. kvartal og 13,50 til næste år, er først og fremmest et fald i svinebestanden generelt i EU. Det samme gør sig gældende i Danmark, hvor bestanden af drægtige søer er faldet med seks procent i den seneste svinetælling fra april i år. Dermed når noteringen op omkring de 13-14 kroner, hvor det igen kan betale sig at have grise.

 

Faktaboks

Prognose og markedsvurdering 

  • Seges’ markedsvurdering blev offentliggjort mandag i forbindelse med et webinar, hvor blandt andre Jakob Kjærsgaard og Niels Ole Nielsen bidrog med markedsberetninger om henholdsvis korn og mælk. Deres bidrag er alene vurderinger og danner ikke baggrund for Seges’ prognose. Det gør derimod Karsten Flemins tal, der indgår i prognosen fra Seges.
  • Seges understreger, at der er en enorm usikkerhed på især 2023-tallene, der derfor skal læses med forbehold.

KORN: 215 kroner for foderbyg og 220 for foderhvede 

  • Kornprisernes himmelflugt ser ud til at fortsætte ind i 2023. Salgsprisen pr. 100 kilo foderbyg forventes at ligge på 215 kroner, foderhvede 220 kroner og maltbyg 255 kroner. I år, altså 2022, forventes de gennemsnitlige priser for de tre afgrøder at nå henholdsvis 207, 205 og 237 kroner. Dermed tegner priserne i 2023 til at blive ny ti-års-rekord.

    KØER: 3,39 kroner for mælk og 26,75 for kød

    • Prognosen for mælk og oksekød er, at prisen i 2023 vil ligge på 3,39 kroner for konventionel mælk. For 2022 vil prisen i snit ligge på 3,80. Mælkeprisen forventes altså at falde lidt igen, men holder prognosen, er det de højeste priser i ti år, bortset altså lige fra i år. Slagtekalve forventes at ligge på 26,75 kiloet og køer på 20,31.

    GRISE: 13,50 kroner for kød og 515 for en smågris

    • Forudsigelsen for grisenoteringen er, at prisen i 2023 i snit vil ligge på 13,50 kroner. For 2022, hvor halvdelen nu er gået, vil noteringen være på 11,22 kroner. 30 kilos smågrise forventes at koste 515 kroner til næste år. For 2022 gælder en pris på 408 kroner. Holder prognosen stik, så er der tale om de højeste priser i de sidste 10 år.

    Forsiden lige nu

    Seneste videoer

    Se alle