Højtgødet græs kan betyde mindre udledning

Danske landmænd skal ikke nødvendigvis bruge mindre gødning for at nå miljømålene. Måske endda tværtimod.

Hvis danske landmænd dropper majs og korn og i stedet dyrker græs, der skal have dobbelt så meget gødning som kornet, kan de nå målene i de vandområdeplaner, der skal arbejdes på fra 2021-2027. Samtidig mindsker de brugen af pesticider, lagrer CO2 i jorden og forbedrer biodiversiteten. Det viser en ny rapport fra Aarhus Universitet.

Mere konkret fremgår det, at landmændene med jord i to vandoplande ved Limfjorden kan nå de ambitiøse miljømål i vandområdeplanerne ved at dyrke græs eller energipil i et sted mellem hver tredje og hver fjerde mark.

"Vi viser, at det vil være muligt at opfylde miljøkravene til Limfjorden ved at lægge om til andre produktionsformer. Det vil være en markant opgave, men ikke umulig", understreger Uffe Jørgensen, seniorforsker ved Aarhus Universitet.

Ifølge Uffe Jørgensen er der ikke noget paradoksalt i, at afgrøder, der skal have mere gødning, kan føre til mindre udledning.

"Det virker mere paradoksalt, at der er så meget fokus på mængden af kvælstof. Udledningen handler mere om afgrødetyperne end om gødningsmængden", siger han.

Nyt virkemiddel

Forskerne fra Aarhus Universitet har set på, hvordan man kan sammensætte afgrøderne og få en mindre kvælstofudledning. Man kan især reducere udledningen af kvælstof ved at konvertere vårbyg og majsmarker til højtgødede græsmarker, der ligger i mange år.

Tidligere har en rapport fra IFRO ved Københavns Universitet vist, at den billigste måde at reducere kvælstofudledningen med kendte virkemidler så meget, at man når målene i Norsminde Fjord, vil være at tage cirka halvdelen ud af dyrkning.

Men med Aarhus Universitets analyser af Limfjordens vandoplande, kan landmændene altså blive ved at være landmænd.

Udfordringen i disse vandoplande er, at mange jorde ikke er drænede. Dermed kan man ikke bruge virkemidler som minivådområder. Der er generelt ikke mange virkemidler man kan gøre brug af uden for markerne. Derfor gælder det om at finde andre muligheder, der ikke går ud over landbrugsdriften.

For meget til lokalt kvæg

De ambitiøse planer kan kun lade sig gøre, hvis de store græsmængder, der vil blive produceret, når man dyrker græs i hver fjerde mark, kan sælges. Det har forskerne også tænkt på. Tanken er, at græsset skal bioraffineres.

Græsset skal forvandles til proteinfoder, som ikke bare kan bruges til såvel svine- og kyllingefoder, samt fiberpulp til kvægfoder og en saft til biogasproduktion. Vælger man energipil, skal flisen afsættes til kraftvarmeanlæg.

Ifølge Uffe Jørgensen kan et grønt bioraffinaderi aftage græs fra 2.500 hektar. Det betyder, at der skal bygges 10-20 bioraffinaderier i det opland, Aarhus Universitet har kigget på, og som udgør i alt 169.000 hektar, hvoraf 25.000-47.000 hektar skal dyrkes med græs eller energipil.

Det største areal er, hvis man dyrker højtgødet græs med stor produktion af biomasse, og det mindste, hvis man dyrker energipil. Økologisk græs ligger et sted midt imellem.

Udfordringen er, at der endnu ikke findes et kommercielt bioraffinaderi.

"Det er en stor barriere, men til vinter bygger vi et demoanlæg ved Foulum, som næsten er i kommerciel skala", siger han.

At man kan få protein ud af græs, som kan bruges til foder, viser lovende laboratorieforsøg allerede. Desuden har GUDP udbudt et program, hvor man kan søge om penge til kommercielle demonstrationsanlæg, der laver græs til proteinfoder.

Der er ifølge rapporten ikke de store ben i at skifte majsensilage til køer ud med græsfiberpulp. Hvis man øger græsarealet så meget, at man kan nå miljømålene, bliver der dog mere græsfiberpulp, end køerne i området kan æde. Cirka halvdelen af græsfiberpulpen skal eksporteres ud af oplandet eller alternativt bruges til biogas.