Høsten er i fuld gang

Høsten er startet tidligt i år, og dermed er der også allerede godt gang i indsendelserne til LandbrugsAvisens Skyd høsten konkurrence.

Et af de steder, hvor der er kommet gang i mejetærskeren, er på Fuglemosegaard ved Slagelse, hvor Søren Nielsen fik gang i New Holland-mejetærskeren for at påbegynde høsten af de ca. 10 hektar engrapgræs.

Det er Søren Nielsen, der ejer gården, men det er 19-årige Mads Rasmussen, som er nabo til Søren Nielsen, der har taget billedet. Søren Nielsen driver omkring 100 hektar med roer, vinterbyg, vårbyg, hvede samt græs der bruges til foder til hans omkring 100 kødkvæg.

»Søren har altid presset al sin halm selv, sådan på Morten Korch vis, men nu har han investeret i en masse halmvogne. Så kan han køre og presse det meste af dagen, til der kommer mandskab hjem om aftenen, som kan hjælpe med at køre på loftet«, oplyser Mads Rasmussen og uddyber, at Sørens Nielsen har valgt at få tærsket af en anden landmand.

»Tørken har sat sine spor. Jeg kunne i hvert fald se nogle tørkepletter, inden det blev skårlagt«, fortæller Mads Rasmussen.

De indsendte fotos deltager alle i konkurrencen Skyd høsten bedst, og den første vinder trækkes i uge 28.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle