Høsthjælpere kommer sommer efter sommer

En advokat har holdt tre ugers ferie for at hjælpe med høsten, og en tidligere forvalter er vendt tilbage 18 somre, siden han forlod sit job.

Høsten er en travl tid hos DLM. Normalt er der faste folk og elever til opgaverne, men når det skal rulle i dobbelt tempo i høst, er det godt at få ekstra hænder til at hjælpe til.

»Vi har stor glæde af tidligere medarbejdere og elever, som er færdiguddannede, men som kan tage tid til at hjælpe os i høsten«, siger Morten Lund Olesen.

Desuden har der i mange år været en høsthjælper, som nu er advokat, som foretrak at bruge sine tre ugers sommerferie på at hjælpe med høsten.

»Vi kan desværre ikke hyre ham i år, for nu skal han giftes og på bryllupsrejse«, konstaterer Morten Lund Olesen.

En tidligere forvalter har hjulpet til 18 gange, siden han holdt op, og så er der tidligere medarbejdere, som kan være mellem jobs, f.eks. hvis de har været nogle år i udlandet.

»Vi har stor glæde af høsthjælperne, især af tidligere elever og medarbejdere, fordi de kender systemet, og ved hvor markerne ligger. Skal man ud og afløse kl. 22, kan det godt være lidt tricky, hvis man ikke har været der før«.

Morten Lund Olesen tror ikke det primært er for pengenes skyld, at høsthjælperne kommer igen og igen.

»Jeg tror, det er som cirkushesten, der kan lugte savsmuld i manegen. Og så tror jeg, de syntes, det er sjovt at arbejde i vores teams. Nogle har valgt landbruget fra, fordi det ikke passer med børn og familie. Men de kan godt lide det og kan få styret deres lyster med at køre traktor og mejetærsker ved at hjælpe i nogle uger i høsten, som er den allerbedste tid i landbruget«, siger han.

Faktaboks

DLM:

  • Morten Lund Olesen, 30 år og driftsleder hos Dansk Landbrugs Management (DLM), der råder over 5.230 hektar.
  • Udvikler teknologien i stor skala med henblik på rationel drift, mindre pesticidforbrug og bedre indtjening.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle