Halmselskab i stort minus for første gang i syv år: Tørken og transport slugte overskud

Halmselskabet Danmark landede efter tørken i 2018 sit første regnskab i minus i mange år. Især mindre udbytter og store transportomkostninger kostede selskabet.

Det er langt fra en tilfreds bestyrelsesformand for Halmselskabet Danmark, der gennemgår selskabets regnskab for 2018/19.

Det er nemlig første gang i flere år, at andelsselskabet, der omsætter en større del af landets halm fra producenter til varmeværker mv., ender i underskud.

Årets resultat landede på -1,5 mio. kr., hvilket især skyldtes tørken i sommeren 2018, der stjal overskuddet fra en lang række selskaber.

"Det var århundredes værste tørke, og det påvirkede også os", siger bestyrelsesformand Hans Otto Sørensen, der dog også nævner en lang række af andre udefrakommende faktorer, der strak nedad i selskabets resultat.

"Når det bliver meget tørt som i 2018, og halmudbytter falder, stiger priserne på råhalm. Og når vores medlemmer ikke har nok halm på egne marker til at opfylde deres kontrakter med os, skal vi ud og købe op for at fylde hullerne til vores kontrakter med varmeværker, udenlandske kunder mv. Og når de indkøb foregår til højere priser end normalt, så vil det påvirke slutresultatet", fortsætter Hans Otto Sørensen, der anslår, at nogle andelshavere kun høstede 20-30 procent af deres normale udbytte under høsten.

Også selvom flere pressede betydeligt flere hektar og blandt andet indkøbte dyrt halm hos naboerne.

Halmselskabet Danmark havde i regnskabsåret en omsætning på 93 mio. kr., og har en egenkapital på 3,9 mio. kr.

Lavere ballevægt kostede 

Afsætningen af halm nåede i 2018/19 op på 137.300 ton, inklusiv afsætning i de tre datterselskaber Dansk Biohalm ApS, Langhalm ApS, Dan Straw A/S, der samlet havde en omsætning på 112 mio. kr..

Det er lidt lavere end normalt, hvor afsætningen gerne når op på den anden side af 150.000 ton.

Det skyldes både det lavere udbytte, men også en lavere efterspørgsel som følge af de høje priser. Men også ballernes vægt var lavere end normalt:

"Fordi det var så tørt, og fordi stråene havde et meget tykt vokslag, og var meget glatte, var de svære at presse ordentligt sammen, og det betyder, at ballevægten blev markant mindre end normalt", forklarer Hans Otto Sørensen.

Det kostede 700-800.000 kr. på bundlinjen, da selskabet er afregnet pr. kørt læs og ikke pr. kørt kilo, hvorfor fragtprisen steg betydeligt.

TRansportudgifter oven i hatten

Som en ekstra omkostningstung udfordring måtte selskabet også fragte halmen længere rundt i Danmark for at opfylde sine kontrakter, og så betød en række vejafgifter i Tyskland også et betydeligt minus.

Blandt andet steg afgiften på motorvejene i Tyskland fra nytåret 2019, og i hele regnskabåret var der som noget nyt indført vejafgift på alle tyske 'hovedveje'.

"Det er alt sammen forhold, der kommer ude fra. Og det næste er så, at vi ikke bare kan vælte de omkostninger over på køber, for så solgte vi ikke noget. Dels fordi vi er bundet på prisen i nogle af vores kontrakter, og dels fordi vi er i skarp konkurrence med halmproducenter i Tyskland, Frankrig og England, der ikke betaler de samme vejafgifter og derfor kan gøre det billigere", siger Hans Otto Sørensen. 

Halmselskabet Danmark eksporterer cirka halvdelen af halmen til blandt andet Tyskland, Holland og Belgien.

Næste års regnskab forventes at lande et positivt resultat igen.

Hans Otto Sørensen trak sig på generalforsamlingen iøvrigt tilbage fra bestyrelsen efter 27 år på posten som formand, men fortsætter sit hidtidige virke som direktør. Ny bestyrelsesformand er Flemming Sørensen, Videbæk.

Faktaboks

Halmselskabet Danmark

Regnskab 2018/19 (tal i parentes er for 2017/18)

  • Årets resultat: -1,5 mio. kr. (+20.545 kr.)
  • Nettoomsætning: 92,91 mio. kr. (107 mio. kr.)
  • Egenkapital: 1,36 mio. kr. (1,48 mio. kr.)
  • Afsætningen af halm udgjorde ca. 137.290 ton (157.000 ton)
  • Selskabets gennemgik regnskabet på deres generalforsamling 28. januar 2020.
  • Hans Otto Sørensens gik på generalforsamlingen af som formand, Flemming Sørensen, Videbæk, overtager posten. Også Henrik Halby Pedersen trak sig fra bestyrelsen efter 23 år. Nyvalgt til bestyrelsen er Christoph Schliemann, Lemvig, og Niels Høj Rasmussen, Djursland. Hans Otto Sørensen fortsætter sit hidtidige virke som direktør. 

Relaterede

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle