Hamlet Protein får værste resultat i fem år

Hamlet Protein har offentliggjort det værste resultat, virksomheden har præsenteret inden for de sidste fem år.

Hamlet Protein, der producerer sojabaserede specialprodukter til unge produktionsdyr, har offentliggjort deres årsrapport.

Rapporten viser, at virksomheden præsenterer en lille vækst i volumen sammenlignet med sidste år.

Dog koster omstruktureringer og værdiforringelser et fald i resultaterne for 2019. Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse.

Nettotabet på 35 millioner kr. er det værste resultat, virksomheden har præsenteret inden for de sidste fem år. På trods af det, er ledelsen fortsat positive omkring udsigterne for 2020, melder de i pressemeddelelsen.

"I 2019 revurderede og opdaterede vi vores strategi. Vi tilrettede organisationen til fordel for en mere hands-on-kultur, igangsatte et reduceringsprogram, gennemgik distributørforhold, investerede i udvalgte markeder for at øge vores lokale tilstedeværelse og fokuserede på en kundecentreret tilgang", forklarer Erik Visser, CEO for Hamlet Protein.

I 2018 lykkedes det ellers Hamlet Protein at vende et underskud på 18,7 millioner kr. til et overskud på 1,2 millioner kr. Den fremgang er nu sat i bero til fordel for spareprogrammer og omstruktureringer.

Gik frem i USA og Kina

I 2019 steg Hamlet Proteins salgsvolumen i Asien med 2,5 procent, viser årsrapporten, og ifølge Hamlet Protein viser det kinesiske marked tegn på bedring efter den afrikanske svinepest, der har påvirket landet siden 2018.

Det er også en del af virksomhedens strategi at vækste i Asien, og senest har Hamlet Protein ansat to lokale medarbejdere for at styrke deres indsats i Asien.

I Nordamerika oplevede Hamlet Protein også stor vækst. Det gjaldt især for USA (+35 procent vækst), hvor Hamlet Protein færdiggjorde deres kapacitetsudvidelse.

Efter et stærkt 2018 faldt salgsvolumen i Europa 2019 med 10 procent, hvor Danmark fortsat er det vigtigste marked.

Ny CEO

I juni 2019 udpegede Hamlet Protein Erik Visser som den nye CEO, der skulle hjælpe med at skabe mere vækst i virksomheden. Ledelsesændringerne medførte omstrukturering af virksomheden og en revurdering af den daværende strategi.

"Vi fortsætter med at bestræbe os på at levere de bedste vegetabilske proteiner til unge produktionsdyr sammen med den bedste ernæringsrådgivning baseret på mange års erfaring. Tidligt i 2020 sikrede vi refinansiering af Hamlet Protein med Nordea, hvilket i høj grad har forøget vores likviditet og skabt fleksibilitet i vores finansielle aftaler", siger Erik Visser, CEO for Hamlet Protein i pressemeddelelsen.

Den nye finansieringsaftale vil reducere renteudgifterne betydeligt, og ledelsen er positiv frem mod 2020.

"Jeg er meget fortrøstningsfuld omkring Hamlet Proteins muligheder fremadrettet. Vi forventer at se en stærk stigning i resultaterne for 2020, og halvvejs gennem året har vi øget vores indkomstprognose for perioden,” konkluderer Erik Visser.

Faktaboks

Hamlet Protein producerer sojabaserede specialingredienser til smågrise-, kyllinge- og kalvefoder på to produktionsanlæg i Danmark og USA.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle