Han har 12 Lely-malkere i stalden: Robotter vil vi ikke undvære

Steen og Anders Nørgård har haft malkerobotter i en lang årrække og kunne ikke forestille sig at undvære hjælpen til malkning.

Selv om flere af hans kolleger med store besætninger sætter malkerobotterne ud til fordel for malkestald, står Anders Nørgård, Holstebro, fast.

Han har svært ved at se sig selv som mælkeproducent uden de 12 Lely-robotter, fordi de skærer en pæn portion arbejdstid bort. I runde tal bruger Anders Nørgård tre arbejdstimer pr. årsko på ’malkning’, hvor kolleger med malkestald bruger 13.

Skiftede til lely i 2016

Han står så meget fast på automatisk malkning, at han i 2016 skiftede fra DeLaval til Lely, selv om flere kolleger også den gang skippede robotterne til fordel for malkestald.

»En gang imellem tegner jeg lidt på en ny stald, og der er robotterne også med. Men til forskel fra i dag, hvor robotterne står placeret i fire robot-huse som en slags Dannebrogs-stald, skal de samles i et hus, hvis vi skal bygge nyt«, siger Anders Nørgård.

Ved at samle robotterne på ét sted kan han samle teknikken, vedligehold, rengøring og arbejde med robotterne ét sted. Det vil spare tid, mener han.

Han har fortsat erfaring med malkning i malkestald, for pt. malkes 90 køer på en tilkøbt ejendom i malkestald.

»Det ville selvfølgelig være lettere med ét malkesystem, men ved at have malkestalds-bedriften som buffer, kan vi samle de køer dér, som ikke egner sig til robotmalkning«, påpeger Anders Nørgård.

Egen ydelseskontrol

I forbindelse med skiftet til Lely-robotter i 2016 meldte Anders Nørgård sig ud af ydelseskontrollen, en beslutning han tog for at sætte fokus på, at robotterne indsamler så mange data, at mælkeproducenten selv kan udføre ydelseskontrol.

»Det er så bare først nu, at Lely er begyndt at overføre data til DMS, så vi kan bruge dem i kvægdatabasen. Jeg håber, at flere firmaer snart følger efter Lely«, lyder Anders Nørgårds opfordring.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.