Han har tredoblet koantallet ved at vende rundt på stalden

Lars Kristensen tredoblede koantallet og fortyndede gælden ved at flytte foderbord midt i stalden ud som udendørs foderbord og indsætte nye sengebåse midt i stalden.

I 2014 fik Lars Kristensen i Karup en rigtig god idé. Ved at vende kostalden rundt kunne han tredoble koantallet fra 290 til 880 malkende køer.

»Stalden havde foderbord i midten med hængebane. Ved at flytte foderbordet ud i siderne som et udvendigt foderbord og etablere sengebåse i stedet i midten af stalden, kunne vi tredoble koantallet på de samme 5.000 kvm«, siger Lars Kristensen, Elmegården, Frederiks ved Karup.

Oprindelig med bindestald

Lars overtog sammen med sin hustru Dorthe hendes fødehjem Elmegården på den jyske hede. Oprindelig var der en bindestald fra 1970 til 60 køer på 75 hektar. I 2005 blev der opnået miljøgodkendelse til en ny stald til 280 køer.

»Da der var mangel på arbejdskraft, satsede vi på high tech med malkerobotter og mest mulig automatik.

I 2007 til 2008 købte vi 100 hektar, så der var 175 hektar, og vi købte mælkekvote til 10 mio kr. for at komme i gang. Men fra krisens start i 2007 og nogle år frem var det svært at få mælkeproduktionen til at give penge«, husker Lars.

160 køer købt fra naboejendom

Da idéen med at vende stalden rundt opstod, satsede han benhårdt på at kunne starte produktionen med tre gange så mange køer 1. april 2015, hvor mælkevoterne ophørte.

I marts 2015 blev en besætning fra en konkursramt naboejendom med 160 køer plus opdræt købt ind, og det gav ingen problemer med hverken ydelse eller sundhed.

Samtidig med, at stalden blev vendt rundt, flyttede ungdyrene og goldkøerne ud i en nybygget stald på 4.400 kvm. Her blev også etableret en velfærdsafdeling til køer.

Investeringen lød i alt på 20 mio kr. for at ændre den gamle stald samt bygge den nye.

»Det var en god måde at ’fortynde’ gælden på med flere køer. Samtidig gik vi fra high tech til et noget lavere tech niveau«, siger Lars Kristensen.

I praksis betød det, at malkerobotterne blev sat ud. Med det store koantal skulle der ellers have været 12 til 14 malkerobotter. I stedet blev der indrettet en malkestald med dobbelt 24, hvor man malker tre gange i døgnet. Hver malkning tager fem timer inklusive rengøring.

Læs meget mere om bedriften i næste nummer af KVÆG Special, der udkommer i næste uge.

 

 

Faktaboks

Elmegården Body

  • 880 HF køer med 13.600 kg EKM i ydelse eller 10 mio. kg årligt
  • Stald fra 2006 på 5.000 kvm og ny ungdyrstald m.m. på 4.400 kvm
  • 540 ha dyrkes med 300 ha majs, resten slæt-hvidkløvergræs

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.