Han overtager stalden på Lerkenfeldt Gods

Tom Larsen er på vej til at realisere sin drøm om en stor dansk mælkeproduktion. Senest er overtagelsen af køerne hos H.O.A. Kjeldsen faldet på plads.

Selvom 42-årige Tom Larsen 1. april kunne skrive omkring 285 køer ekstra på listen over malkekøer, så har han hverken skullet tænke på lån til finansiering af stald eller jord.

"Jeg er sharemilker på Lerkenfeldt Gods," siger Tom Larsen.

Det betyder, at han har lejet sig ind i stalden i stedet for at købe den.

Dermed er han på vej til at realisere den drøm om en stor produktion, som han ikke fik udfyldt med emigration til Australien.

Sharemilker

Netop sharemilking er kun lidt brugt i Danmark. Ideen er, at Tom Larsen lejer råhuset til at huse malkekøerne hos godsejer H.O.A. Kjeldsen, der hidtil har stået bag driften i stalden. Samtidig køber Tom Larsen alt udstyr og indmad i stalden.

"Derved investeres en begrænset mængde kapital i forhold til, hvis jeg skulle købe både jord og ejendom," siger Tom Larsen, der dermed er nået op på 825 malkekøer. Stadig et stykke fra drømmen, men et godt stykke på vej alligevel.

For ud over Lerkenfeldt Gods' godt syv år gamle stald med plads til 200 køer overtager Tom Larsen også en anden ejendom, der tilhører godset. Selve stalden på godset er lejet for 15 år, mens den anden ejendom kun er lejet for fem år.

"Det er en win-win-situation for begge parter," siger Tom Larsen, som også i fremtiden får leveret foder fra Lerkenfeldt Gods, der blandt andet skal dyrke græs.

Tilfreds godsejer

Han kommer til en produktionsudvidelse uden massive investeringer, og for godsejer H.O.A. Kjeldsen er muligheden for at fastholde dyreholdet på godset med til at holde på ejendommens værdi, hvilket han også er yderst tilfreds med.

Fremover skal der malkes tre steder. Tanken er at bytte om på køerne, så de topydende køer får plads på Lerkenfeldt Gods.

"Dér vil vi kun have problemfri køer der kan klare sig. Ofte 2. kalvskøer," siger Tom Larsen.

På Vævergården skal de større køer, typisk SDM, og udsætterkøer malkes, mens nykælvere og goldkøer startes op på Nørgaard.

Endelig ventes den fjerde ejendom, Aagaarden, at skulle huse kvierne.

Nu har Tom Larsen godt 1.000 dyreenheder på sin og konens bedrift, og realistisk set stopper det ved 1.500 dyreenheder, anslår han.

Selvom han ikke er meget for at indrømme, hvad målet er, så drister han sig alligevel til det.

"Jeg vil gerne have en stor, ren Jersey-besætning i Danmark," konstaterer han.

dandanell@landbrugsavisen.dk

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle