Handelsdirektør i nyt kompagniskab: Kommer op på 50.000 smågrise årligt

DTL-direktør Thorsten Kammer Simonsen har overtaget driften af tre fynske svineejendomme sammen med to kompagnoner.

Ejer af handelsselskabet DTL Thorsten Kammer Simonsen udvider nu sin svineproduktion.

Sammen med to yngre landmænd har Thorsten Kammer Simonsen nemlig overtaget driften af tre ejendomme på Fyn og Langeland med smågriseproduktion. Det sker i regi af det nystiftede selskab Brokær Svineproduktion.

"Vi har overtaget produktionen på tre ejendomme med i alt 770 søer. Jeg har interesse i svineproduktion og da jeg fik muligheden for at gå i kompagniskab med to unge, dygtige landmænd, så gav det rigtig god mening", fortæller handelsdirektøren, der selv oprindeligt kommer fra landbrug.

Han er kendt for sin omsættervirksomhed af smågrise til udlandet i DTL. Derudover har han også en række andre virksomheder, med blandt andet handel af mælk over den tyske grænse.

Køber ikke ejendomme

De to unge landmænd er Flemming Broholm og Stefan Kærgaard. Begge har de seneste år selv drevet egne selskaber med produktion relateret til landbruget på Fyn.

De tre ejendomme ligger i Ørbæk og Rudkøbing - og var tidligere ejet og drevet af Liselund Landbrug.

"Vi har lavet en model, hvor vi lejer bygningerne af Liselund, men køber besætningen og dermed overtager ejendommen i drift. Så det er ren svineproduktion", fortæller Thorsten Kammer Simonsen om aftalen.

Han købte i forvejen smågrisene fra produktionen og sådan skal det også fortsætte.

50.000 smågrise og 10.000 slagtesvin

De seneste år har Thorsten Kammer Simonsen også drevet selskabet Quality Pigs A/S med produktion af smågrise. Med det nye selskab vil den samlede mængde grise selvsagt stige markant.

"Jeg regner med, at vi på de to ejendomme kommer til at lave årligt 50.000 smågrise og 10.000 slagtesvin", forklarer transportchefen, der selv tager sig af handlen med smågrisene via DTL, mens slagtegrisene går til Tönnies.

Thorsten Kammer Simonsen vil ikke afvise, at der kan komme ekstra grise i hans regi.

"Som udgangspunkt er det ikke noget, jeg aktivt søger efter. Men hvis der kommer et projekt, der giver mening, så kigger vi da på det", konstaterer han.

Liselund-ejer: Det passer så fint

Ejeren af Liselund Landbrug ApS Lars Peter Degn er godt tilfreds med sine nye lejere.

"Jeg har ejet Liselund Landbrug siden 2012, hvor jeg købte det på tvangsauktion. Hele vejen igennem har jeg haft ansat den tidligere ejer som direktør, men han sagde op og så skulle jeg finde en ny løsning", forklarer Lars Peter Degn.

Han driver planteavlen med sine to sønner - en del af jorden blev dog i efteråret solgt til det fremadstormende Dansk Demetra på en aftale om fortsat forpagtning.

"Vi skal koncentrere os om det, vi er gode til. Jeg har ikke forstand på svin, men nu har vi fået nogle ind, der har det", siger Lars Peter Degn.

Thorsten Kammer Simonsen er langt fra den eneste transportdirektør, der køber sig ind i svineproduktion. Også grisehandler Jesper Madsen samt familien Vinderslev fra Randers ejer og driver produktion af grise. Mens familien Westergaard ejer eget slagteri.

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle