Har du en gammel generator stående? De kan bruge den i Ukraine

De fryser stadig i Ukraine, og derfor efterlyser forening nu gamle generatorer, der kunne stå rundt omkring på landets gårde. Rotary Danmark har allerede sendt tre lastbiler med generatorer afsted sydpå.

Har du en gammel generator stående i laden eller garagen - bare for en sikkerheds skyld? 

Så er der helt sikkert nogle, der kunne få endnu mere gavn af dem.

Det er oplevelsen hos Rotary Danmark, der har startet en indsamling af generatorer, der sendes til Kyiv for at holde ukrainerne varme vinteren over.

I starten fokuserede Rotary på indsamling af penge, men klubben fandt hurtigt ud af, at der også var mange, der havde en generator stående, som de ønskede at donere. 

Det fortæller Peter Zinck, der er tidligere formand for Odense Rotary City Klub. Han er en af initiativtagerne til Rotary Danmarks Landsindsamling af penge og generatorer til borgerne i Kyiv.

Rotary er en erhvervsklub med et humanitært sigte. Klubben har allerede indsamlet godt 6,2 millioner kroner og over 60 generatorer.

- Vi har sendt tre lastbiler afsted og dermed givet varme til 83.000 mennesker. Det er også forventningen, at der skal en lastbil afsted i denne uge, så der sender vi varme afsted til yderligere 50.000 mennesker, siger Peter Zinck. 

Målet er at nå at donere generatorer, der kan producere strøm til 200.000 mennesker. 

Han forklarer, at selvom vi i Danmark er ved at være ovre den værste vinter, så er der stadig meget koldt i Ukraine.

- De har virkelig stadig brug for hjælp. Det er ikke mere end en uge siden, at et russiske angreb ødelagde noget infrastruktur og den hårdeste vinter er formentlig stadig foran dem, så de har i høj grad for dem (generatorer red.), siger Peter Zinck.

Han fortæller, at der allerede er flere landmænd, der har doneret generatorer, men at Rotary vurderer, at der står langt flere rundt om i landet. Blandt andet har Torben Povlsen, der er formand for L&F Centrovice på Fyn, selv doneret generatorer og indsamlet fra en række kollegaer.

- På grund af den russiske invasion er det rigtig svært at få fat i generatorer, så derfor giver det god mening, hvis nogen har en stående, som de ikke rigtig bruger - vi er faktisk netop interesserede i nogle af de gamle, for de er lettere for dem at reparere, siger Peter Zinck.

Ønsker man at hjælpe kan man enten donere penge til indkøb af nye generatorer, eller tage kontakt til sin lokale Rotary Klub for at aftale afhentning af en brugt generator. Man kan læse mere i faktaboksen nederst på siden. 

Farligt arbejde

Oprindeligt ønskede Rotary Danmark at sende danske lastbiler afsted med generatorerne, og der var da også kompetencer i Rotary Odense til at stå for det. For med i Odense-klubben er den tidligere direktør for Danske Fragtmænd, Preben Greibe.

Det er også ham, der står for at organisere indsamlingen af generatorerne landet over.

Det viste sig dog, at der ikke var nogle forsikringsselskaber, der ville forsikre en dansk lastbil, der krydser grænsen til det krigshærgede land. 

- Så derfor er det en ukrainsk lastbil med en ukrainsk chauffør, der kommer op og henter generatorerne, fortæller Peter Zinck, der dog kan garantere, at alle indsamlede penge og generatorer går ubeskåret til nødhjælp - og når frem.

- Vi er vant til at arbejde på tværs af grænser, og har et stort sikkerhedsnet af revision og tjek, så vi er sikre på, at alt foregår som det skal, forklarer han. 

Faktaboks

Ønsker du at hjælpe? Sådan gør du

Du har tre muligheder for at støtte:

  • Overfør et valgfrit beløb til konto 9880-0000336848.
  • Overfør et valgfrit beløb via MobilePay nr. 808069.
  • Hvis du har en generator, du gerne vil donere, så kontakt Preben Greibe på mail: Greibe@mail.tele.dk eller på tlf 23 71 78 84.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle