Harsø Maskiner sparer med lukkedag i produktionen

Familievirksomheden Harsø Maskiner, beliggende mellem Esbjerg og Grindsted, producerer udstyr til gyllehåndtering hele vejen fra stald til mark. Den beskæftiger 35 mand og driver også fortsat 170 hektar kornproduktion på virksomheden, der er etableret med udgangspunkt i familiens landbrug.

I en relativt energitung produktion gør de voldsomme prisstigninger naturligvis ondt, fortæller Verner Højvang, der sammen med sine søskende og forældre driver virksomheden. For at reducere omkostningerne har Harsø Maskiner i den kommende tid valgt at holde fredag som ugentlig lukkedag i produktionen.

Selvsagt et problem

- Vi har 5.000 kvadratmeter, som opvarmes med jordvarmepumper, så vi kan lukke ned for varmen en dag tidligere, når vi holder lukket i produktionen fredag. Vi står med energiomkostninger, som er tredoblet i forhold til det normale, og vi bruger meget energi til svejsere, skæremaskiner og lys, så det er selvsagt et problem. Men vi er jo i samme båd som vores leverandører og kunder. Det er de samme udfordringer, som vi står med i hele produktionskæden, siger Verner Højvang, og fortsætter:

- Nu er gyllesæsonen forbi, og derfor giver det mening at gøre det sådan, at vi ikke skal starte tingene op fredag. Det kan nok give en besparelse.

Verner Højvang understreger, at telefonerne er åbne som vanligt om fredagen, og at man også finder en løsning på servicedelen, hvis der opstår et behov.

Optimere forbrug

Dertil vil Harsø Maskiner prøve at optimere på energiforbruget, så meget som muligt.

-Vi får besøg af elektrikeren i dag for at se, hvad vi kan gøre. Vi skal i hvert fald have skiftet nogle gamle neon-rør ud med LED-rør. Det er oplagt. Vi vil formentlig også kunne klare os med lidt mindre lys nogle steder. Og så må vi se, hvad elektrikeren ellers ser af muligheder. Vi skal selvfølgelig også huske hinanden på at tage de gode vaner fra privatlivet med på arbejdet, så vi også får de små besparelser med.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle