Haverikommission: Tog væltede traktor omkuld med 100 km/t

Af Emil Stig Pedersen.

Da et IC3-tog den 18. august væltede en traktor omkuld ved en jernbaneoverskæring på Viskærvej ved Bjerndrup i Sønderjylland, kørte det den maksimale strækningshastighed på 100 km/t.

Det viser en ny rapport fra Havarikommissionen, der har undersøgt forløbet.

Ved kollisionen ramte toget selve tipvognen, og traktorføreren blev slynget ud af traktoren.

På næsten mirakuløs vis slap føreren dog med mindre skrammer, og hverken togets passagerer eller personale kom til skade.

Lokomotivføreren har til Havarikommissionen oplyst, at han mellem 50 og 100 meter før overkørslen så traktoren komme kørende og derfor bremsede.

Toget nåede imidlertid ikke at reducere hastigheden synderligt før sammenstødet indtraf. Ifølge togets havarilog standsede toget ca. 305 meter efter kollisionen.

Traktorføreren har forklaret, at han har benyttet overkørslen dagligt i flere år, men at han først blev opmærksom på overkørselssignalet omkring 10 meter før overkørslen.

Her var han ikke klar over, hvor længe det havde været aktivt, og da han ikke kunne nå at stoppe, forsøgte han at nå henover overkørslen, inden toget ramte.

Traktorføreren har overfor Havarikommissionen understreget, at han slet ikke forstod, hvordan han kunne overse advarselssignalet, da han benyttede overkørslen hver eneste dag og var kendt med forholdene.

Beboere vil forbedre udsigtsforhold

De omfattende skader på traktor og tipvogn løber ifølge rapporten op i knap 500.000 kroner. Ved ulykken blev to vejsignaler og et uordenssignal endvidere totalskadet, flere akseltællere blev ødelagt, og der opstod mindre betonskader i kørebanebelægningen.

Banedanmark har anslået, at det kommer til at koste 126.000 kroner at udbedre skaderne. Ifølge DSB er det endnu uvist, hvor meget de omfattende skader på den forreste del af toget løber op i.

Havarikommissionen konkluderer i deres udredning, at ”yderligere undersøgelser ikke vil lede til rekommandationer af forebyggende karakter, eller vil afdække forhold af væsentlig betydning for jernbanesikkerheden”.

Beboerne fra området af imidlertid oplyst, at de til efteråret har planlagt at mødes for at diskutere mulighederne for at forbedre udsigtsforholdene mod vest langs jernbanen, hvor træer og krat indtil ca. 30 meter før overkørslen forhindrer et komplet udsyn.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle