Havre, klinte og vikke lovende som efterafgrøder

Havre, klinte og vikke var de mest lovende nye arter i nye forsøg med efterafgrøder. Olieræddike og andre korsblomstrede dæk- ker dog langt bedre.

Seges har i 2017 gennemført en række forsøg, hvor nye arter, der endnu ikke er godkendte som efterafgrøder, er blevet afprøvet. Bagrunden er at finde et alternativ til olieræddike, da det ser ud til, at den kan opformere og vedligeholde kålbrok. Og det er et stort problem i sædskifter med raps.

»Havre, klinte og vikke var de tre mest lovende nye arter i forsøgene. Havre havde et plantedække på samme niveau som vårbyg. Vikke udviklede sig i begge forsøgsserier langsomt, og det er derfor vigtigt at så vikke i blanding med en art, som udvikles hurtigere«, fortalte specialkonsulent Nanna Hellum Kristensen, Seges, på Plantekongressen.

I en anden forsøgsserie blev dækningsgraden af efterafgrødearter i forskellige udsædsmængder belyst.

»Forsøgene indikerer, at både olieræddike og gul sennep i lave udsædsmængder kunne opfylde kravene ved en kontrol. Men honningurt og rug kunne end ikke ved normale udsædsmængder på hhv. tre kg pr. ha for honningurt og 72 kg pr. ha for rug opfylde kontrolkravene i oktober«, fortalte hun.

Herudover viser forsøgene, at korsblomstrede arter dominerer i blandinger og har det kraftigste plantedække.

»Endnu er det ikke lykkedes at finde arter, der kan erstatte olieræddike og gul sennep som efterafgrøde. Det vigtigste for at bibeholde et sundt sædskifte med raps er derfor stadig at holde mindst fem rapsfrie år,« anbefalede hun.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle