Hedegaard køber op i Estland

Hedegaard Foods har købt HK Scan Estonias æg-aktiviteter, der har 30 procent markedsandel i Estland.

Hedegaard foods har købt  estiske OÜ Koks Munatootmine, der før har været ejet af HK Scan Estonias, skriver selskabet i en pressemeddelelse.

OÜ Koks Munatootminehar 30 procents markedsandel i Estland, melder Hedegaard. Dermed styrker købet Hedegaard foods internationale aktiviteter inden for skalæg, kogte og pasteuriserede ægprodukter. Det spiller også godt sammen med aktiviteterne i Finland, melder de.

"I vores branche efterspørger kunderne store volumener og konkurrencedygtige priser, og det vil købet være med til at styrke," siger Ivan Noes Jørgensen, adm. direktør i Hedegaard foods.

"Herudover giver det Hedegaard foods markedsadgang til det baltiske marked, hvilket vil hjælpe til at gøre produktudvikling og lancering af nye produkter endnu mere rentabel," siger han.

Helt præcist overtager Hedegaard foods en bedrift, der er specialiseret i opdræt af daggamle kyllinger, et hønseri til ægproduktion og et ægpakkeri, som alle  tre er beliggenhed umiddelbart øst for Tallinn.

OÜ Koks Munatootmine omsætter årligt for ca. 50 millioner kroner og beskæftiger ca. 35 personer.

Ifølge bestyrelsesformand i Hedegaard foods, Christian Junker, sker opkøbet som en del af koncernens internationaliseringsstrategi i Skandinavien og Østersø-regionen.

"Hedegaard foods følger en internationaliseringsstrategi, der sigter mod at opbygge en international ægvirksomhed, der kan matche detailhandelens ekspansioner på tværs af landegrænser. Med opkøbet i Estland får vi nu en base i Baltikum, hvorfra vi kan udvikle den videre forretning, så indtjeningsevnen og konkurrencekraften øges," siger bestyrelsesformand Christian Junker.

"Der vil desuden være gode muligheder for at udnytte synergier med de øvrige selskaber i Danish Agro koncernen, som har et stærkt fodfæste i Baltikum og de øvrige lande rundt om Østersøen," siger han.

Aftalen mangler nu at blive endeligt godkendt af de estiske konkurrencemyndigheder.

Faktaboks

Hedegaard foods-koncernen, som har Danish Agro som majoritetsaktionær, har aktiviteter i Danmark, Sverige, Finland, Holland og Estland.

De forventer i 2014 at nå en omsætning på ca. 1,3 mia. kr.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle