Hedeselskabet lancerer ny grøn strategi

Biodiversitetspark, urørt skov og alternativt brændstof skal gøre Hedeselskabet grønnere 

Hedeselskabet vil med en ny 2025-strategi mindske virksomhedens udledning af CO2, styrke biodiversiteten og sikre, at kunder bliver tilbudt en grøn opgaveløsning. Første skridt på vejen bliver en biodiversitetspark ved hovedkontoret i Viborg.    

Det skrivet selskabet i en pressemeddelelse.

Med en ny 2025-strategi opstiller det 150 år gamle Hedeselskabet en række konkrete mål og initiativer, som blandt andet skal mindske selskabets klimabelastning samt give naturen bedre betingelser.

"Hedeselskabet har længe været for usynligt i debatten om klima og miljø. Ligesom mange andre virksomheder er vi dog fuldt bevidste om, at vi også har et ansvar, når det gælder om at tage vare på den klode, vi kun har en enkelt af, og som vi kun har til låns. Med vores nye vision ”Vi bygger en bæredygtig fremtid - med naturen som partner” som ledestjerne har vi lagt en plan, som frem mod 2025 skal gøre os til én af de førende aktører, når det gælder både reduktion og lagring af CO2 samt beskyttelse af vores fælles klima og de arter, der er en del af den danske naturs DNA",  siger Torben Friis Lange, administrerende direktør i Hedeselskabet.

Til borgere og bier

Første synlige skridt på Hedeselskabets rejse mod at være mere grøn og bæredygtig i 2025 bliver markeret med anlæggelsen af en biodiversitetspark ved hovedkontoret i Viborg. I dag er en nyslået græsplæne bagtæppe for Hedeselskabets kontor, men det bliver nu omlagt til et biodiversitetsområde med stier, der skal tiltrække både besøgende borgere, bier og andre insekter. 

"Det er fuldstændig oplagt, at vi på de arealer, vi har til rådighed, også tager ansvar for at styrke den pressede danske biodiversitet. Vi har stribevise af dygtige medarbejdere med ekspertviden i, hvordan sådan et område bedst muligt bliver anlagt, så vi både tilgodeser en række pressede danske arter og samtidig giver borgerne i Viborg et spændende grønt område", siger Torben Friis Lange. Han forventer også, at området vil fungere som et showroom, der skal vise og inspirere kunder til at vælge en grøn løsning.

Arbejdet med at anlægge en biodiversitetspark i Viborg går efter planen i gang, når frosten er af jorden i begyndelsen af 2021.

Urørt skov og alternativt brændstof

En del af den nye strategi for Hedeselskabet er omlægge og drive dele af virksomhedens egne arealer efter hensyn til biodiversiteten. Det betyder blandt andet, at udvalgte dele af driftsarealerne i Hedeselskabets egne skove vil blive omlagt til urørt skov, hvor der eksempelvis vil blive efterladt dødt ved i skovbunden.

"Historisk set har vi  altid troet på og også i debatten argumenteret for, at skovdrift og hensyn til biodiversitet sagtens kan gå hånd i hånd. Nu lægger vi handling bag og viser, hvordan den opgave kan gribes an. Forhåbentligt vil andre skovejere lade sig inspirere og ligeledes udlægge nogle af deres arealer til at fremme biodiversiteten", siger Torben Friis Lange.

Frem mod 2025 vil Hedeselskabet gradvist udskifte firmabiler, maskiner og -værktøj til bæredygtige brændstofalternativer, mens der også vil blive udviklet alternative produkter og løsninger indenfor grøn pleje, skovforvaltning og naturpleje, der skåner klima og miljø mest muligt. Samtidig vil Hedeselskabet gennem bedre ruteplanlægning reducere sit antal kørte kilometer med 10 procent inden for det næste år.

"Vi kan se, at der er en stigende interesse blandt vores kunder i grønne og klimavenlige plejemetoder og -løsninger, så det vil vi gerne komme i møde. Vi skal selvfølgelig ikke lægge alt ansvaret over på vores kunder, og derfor kommer vi også til at kaste et meget kritisk blik på, hvordan vi planlægger vores arbejde, så vi kan få bragt tiden i bilen så langt ned som muligt", forklarer Torben Friis Lange.

Investeringer i det grønne

Et vigtigt ben i Hedeselskabets nye strategi er grønne investeringer, hvor selskabet aktivt vil samarbejde med andre virksomheder og forskere om at udvikle både nye produkter og undersøge potentialerne for eksempelvis alternativt brændstof baseret på fornybar ressourcer.

”Vi har allerede eksempler på samarbejder, hvor vi i fællesskab med andre virksomheder og kommuner forsøger at modvirke den belastning, vores klode gennem lang tid er blevet udsat for. Vi har eksempelvis udviklet et grønt el-produkt med NRGi og planter folkeskove med COOP. Vi har sammen med Odense og Assens kommune etableret en vandskov ved Brylle på fyn. En ny skov som i høj grad giver et nyt rekreativt område til gavn for især de lokale borgere, beskytter vandmiljøet, optager CO2 og giver plads til biodiversitet. Den type investerings- og udviklingsprojekter skal vi engagere os endnu mere i",  siger Torben Friis Lange.

Torben Friis Lange tiltrådte i maj som ny CEO hos Hedeselskabet og satte i den forbindelse gang i den strategiproces, der har udmøntet sig i 2025-planen. 


 

Relaterede

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle