Heftige investeringer giver kæmpe underskud i dansk cannabisproducent

Underskuddet i dansk cannabisproducent er steget fra 9 mio. kr. til over 50 mio. kr.

Et år uden indtægter og til gengæld med heftige investeringer koster dyrt i regnskabet hos Canopy Growth Denmark, der vil producere medicinsk cannabis i Odense.

Underskuddet i virksomheden, der udadtil kalder sig Spectrum Therapeutics, er nemlig vokset fra 9,4 mio. kr. sidste år til minus 54,7 mio. kr. i 2018/19.

Blandt ejerne i Canopy Growth Denmark er ejerparret bag Møllerup Gods Anne Sophie og Stig Gamborg, der ejer mellem 15-20 pct. af virksomheden.

overskud indenfor to år

Nu tidligere direktør Lars Allan Thomassen sagde sidste år til landbrugsavisen.dk, at det er firmaets lod at brænde penge af, fordi det i en opstartsfase.

Pengeafbrændingen ser ud til at fortsætte lidt endnu, men med en færdigbygget fabrik og produkttilladelse samt produktregistrering på vej, forventer ny direktør Morten Larsen Snede, at virksomheden snart giver overskud.

"Vi kommer ikke til at gå i nul i næste regnskab (2019/20, red.), men herefter har jeg en helt klar forventning om, at der kommer til at stå sorte tal", siger direktøren, der regner med, at produktionen kan gå i gang i indeværende år.

indtager nyt, ukendt land

Canopy Growth Denmark har netop færdiggjort bygget af en cannabisfabrik i Odense, hvorfra virksomheden skal sælge medicinsk cannabis til Danmark og det europæiske marked. 

Men salg af medicinsk cannabis er nyt land, og således også lovgivningsmæssigt.

"En af udfordringerne er, at lovgivningen er under udvikling og desuden ikke er ens i de europæiske lande, og det er dels omkostningstungt for os, og det besværliggør salget", siger Morten Snede Larsen og tilføjer:

"Fordi det er helt nyt marked, er der også flere usikkerhedsmomenter i efterspørgsel og konkurrence, som vi ikke rigtig kender endnu".

stor adgang til kapital

I ryggen har Canopy Growth Denmark moderselskabet, som er det canadiske Canopy Growth. Det giver det danske selskab nogle klare styrker.

"For det første har vi stor viden om, hvordan markedet i resten af verden, og så er Canopy Growth børsnoteret, så vi har stor adgang til kapital", siger direktøren og henviser til, at de store investeringer er sket uden bankfinansering:

"Det betyder, at vi har kunnet udvikle det, som vi selv ville, og det giver os helt klart en fordel i forhold til konkurrenterne, der er startet i en garage".

ny direktør

Som tidligere nævnt er der siden sidste regnskab sket en udskiftning på direktørposten, hvor Morten Snede Larsen har erstattet Lars Allan Thomassen. 

Sidstnævnte er stadig i koncernen, men er flyttet til England. Han har del i Gamborg-parrets ejerandel.

Morten Snede Larsen kommer fra transportbranchen og har været direktør siden ultimo 2018.

Faktaboks

Nøgletal i regnskabet hos Canopy Growth Denmark 2018/19 (kr.):

Resultat: -54.743.000

Materielle aktiver: 195.651.914 

Egenkapital: -64.085.780

Gæld til tilknyttede virksomheder (Canopy Growth): 279.779.354

Regnskabet løber fra 1. april 2018 til 31. marts 2019

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle